Er du klar til at svømme i åbent vand?
Svømning i åbent vand ER noget helt andet end svømmehallen. Lær, hvordan du kommer i gang og overvinder utrygheden og barriererne, der lurer inden den allerførste tur.
Triatlon-bølgen har ramt Danmark, og med den følger en større interesse for svømning i åbent vand. Antallet af events, hvor der konkurreres i åbent vand svømning, er vokset betragteligt - og der er næppe tale om en forbigående trend.
Men hvordan kommer du i gang med åbent vand svømning?
Jeg er igennem mit arbejde med svømningen stødt på både atleter og almindelige motionister, der har overvejet både hele og halve ironmans, men som er blevet bremset af den allerførste disciplin. Jeg har sågar oplevet dygtige atleter opgive målet, da svømningen i åbent vand viste sig at være en for stor mundfuld.
Hvorfor er svømning i åbent vand så stor en barriere?
Jeg tror først og fremmest, at mange udøvere bliver decideret overraskede. Har du ikke forberedt dig nok, har du ikke simuleret stævnesituationen i vandet, eller ved du ganske enkelt ikke nok om disciplinen, bliver svømning i åbent vand i al fald en eye opener:
- Når starten går, er I mange, måske flere hundrede, på det samme relativt lille vandområde. Og nogle vil fremad – koste hvad det vil!
- Forbered dig på et spark i hovedet og en druknetur eller to jf. umiddelbart ovenstående.
- Havvand smager ikke som et glas postevand.
- Der er ingen sorte streger på bunden – orienteringen foregår pludselig ved hjælp af pejlemærker eller de andre svømmere (hvis man vil stole på deres retningssans).
- Det er ikke ualmindeligt at svømme zigzag eller skævt over store dele af distancen.
- Sigtbarheden er normalt meget begrænset – ofte helt ned til en meter i vandet.
- Vejrtrækning og rytme bliver undervejs til små byer i Rusland.
- Strømforholdene kan skaffe dig under verdensrekordsplit, men også dirigere dig i den forkerte retning eller direkte bremse dig.
Er du indstillet på, at ovenstående elementer kommer i spil, er du godt på vej.
Læs også: Er svømning også din barriere for triatlon
Sådan bliver du klar til åbent-vand svømning
Volder selve svømningen problemer, er det selvfølgelig en god idé at få de almindelige teknikker, vejrtrækningsmekanismer og balancen i vandet nogenlunde på plads. Åbent vand-svømning kræver nemlig en relativ solid svømning, tryghed og fortrolighed med vandet. Er der en smule strøm eller bølger, er det vigtigt at have en vis rutine, så du har noget at stå imod med.
Føler du, at der er styr på svømningen – eller i al fald 1 eller 2 stilarter – er det bare at kaste sig ud i det.
Der findes en masse foreningstilbud og arrangementer landet over, hvor du i det spæde kan stifte bekendtskab med svømning i åbent vand, inden det helt store event løber af stablen.
Jeg anbefaler altid nybegyndere, almindelige motionister og atleter, der ikke har prøvet svømning i åbent vand, at deltage i åbne træninger eller lignende arrangementer med andre. Det kan være meget givende at sparre med andre, og mange steder møder man passionerede vandglade, erfarne som uerfarne, der dyrker åbent vand svømning i flok. Er der tilknyttet en kompetent coach, er det en klar bonus.
Med håbet om at du ikke afskrækkes af åbent vand svømningens let barske realiteter, vil jeg opfordre dig til at følge nedenstående råd. God svømmetur!
9 gode råd
1. Husk, at alles første svømmetur i åbent vand er en udfordring
Bølger, strøm, andre udøvere i vandet, nedsat sigtbarhed, orienteringsvanskeligheder og deslige kommer for alles vedkommende som en overraskelse. Men man lærer med tiden at tilpasse sig til naturens elementer og den konstante dynamik.
2. Hav udstyret i orden
Et par solide svømmebriller, der sidder godt, og som hverken sortner eller dukker, er et must. En god våddragt holder på varmen og sikrer dig opdrift. Husk også vaselinen, så den ikke ”skawer”, som vi siger i Jylland. Svømmefødder eller zoomers kan også være en værdifuld investering. Læs her den ultimative guide til udstyr.
3. Planlæg
Hav altid en plan for svømmeturen, uanset om det er en kort tur eller et løb.
4. Svøm aldrig alene
Du bør altid have en svømmemakker, der svømmer med dig. En havtaske, der rummer mobiltelefon eller andre nødvendigheder, kan være en god investering. Læs mere om sikkerhed og om at sætte kulør på dig selv i åbent vand.
5. Hold dig tæt på kystlivreddere
Er der kystlivreddere eller lignende i området, så udnyt det ved at svømme i deres nærhed.
6. Kend dit niveau
Forsøg ikke at svømme over evne. Nyd i stedet turen, forsøg at finde en god rytme, og tilpas dig vandet.
7. Undersøg forholdene
Hav pejlemærker på plads, inden du hopper i vandet, så du kender forholdene. Læs her, hvordan du lærer at orientere dig i vandet.
8. Hold pauser
Bliver du nervøs, tager du en pause – måske på ryggen - hvor du bare flyder ved hjælp af våddragten. Hold pauser, når der er behov for det.
9. Forbered dig med øvelser
Inden en mulig konkurrence må du ikke snyde sig selv for ’vaskemaskinen’. ’Vaskemaskinen’ er én af mine absolutte favoritter og en god makkerøvelser, der simulerer stævnesituationen: Den ene svømmer forsøger at svømme almindelig svømning, mens den anden hiver og flår i vedkommende. Man bytter undervejs, så begge prøver at gøre livet surt for den anden. Øvelsen kan laves 2&2.