Åbent vand: Se 8 nye sikkerhedsråd!
Undgå ulykker, når du svømmer i det åbne vand - følg vorespuls.dk og DGI Svømnings 8 sikkerhedsråd
For at hjælpe til at undgå, at de mange svømmeture i åbent vand landet over resulterer i tragiske ulykker, sætter vorespuls.dk nu fokus på svømning i åbent vand.
I takt med at triatlon er blevet en allemandssport er det at svømme i det åbne vand blevet mere og mere populært – enten i søen eller i havet. Kombinationen af frihed, motion og naturoplevelse tiltaler mange. Måske også dig?
Men med den øgede popularitet er risikoen for ulykker også forøget.
Med et nyt sikkerhedskodeks og uddeling af gratis farverige badehætter vil vorespuls.dk opfordre til at have respekt for faren i at vælge det åbne vand frem for svømmehallen.
De 8 gode sikkerhedsråd:
- Svøm aldrig alene
- Brug en farverig badehætte
- Lyt til myndighedernes anbefalinger om badning i området
- Undersøg vejr, bølger, strøm og mulighederne for at komme i land
- Vær opmærksom på motorbåde, robåde, kajakker m.m.
- Kommuniker klart og tydeligt med dem, du svømmer med
- Stop træningen, hvis du føler dig dårligt tilpas
- Svøm aldrig hårdere, end at du stadig har styr på navigation og sikkerhed
Rådene er udarbejdet af DGI Svømning, der håber på så få ulykker som muligt.
”DGI Svømning ønsker, der skal være plads til alle, der gerne vil dyrke motion i vandet, uden nogen kommer til skade. Det kan man undgå ved at være synlig over for hinanden og ved dialog,” siger Henrik Svejstrup, der er landskonsulent i DGI Svømning.
DGI Svømning og vorespuls.dk har hen over sommeren modtaget en række henvendelser fra kajakroere og svømmere, som har oplevet, at de enten har sejlet en ned eller selv er blevet sejlet ned i vandet på grund af manglende synlighed.
Læs også: Open Water: Ultimativ guide til udstyr
Og det opleves som et generelt problem, at nogen svømmer alene eller ikke kender deres egen begrænsning som svømmer.
”Det er som udgangspunkt ikke farligt at svømme i det åbne vand, men som med alt anden motion skal man forberede sig grundigt. Det er vigtigt, man tager sig nogle forholdsregler, følger diverse baderåd, anbefalinger til lokalområdet og bruger dette sikkerhedskodeks som en rettesnor,” siger Henrik Svejstrup.
Gratis badehætter
200 gratis badehætter i farven pink bliver uddelt til træningsaftener og events for åbent vand-svømmere landet over, og de skal gøre opmærksom på, at man bør vælge en pangfarvet badehætte, når man svømmer i det åbne vand.
Læs også: Sikkerhed i åbent vand - sæt kulør på dig selv!
”Vi håber, at mange vil bruge de nye pink badehætter eller selv vælge en pangfarvet en af slagsen. Åbent vand-svømmeren skal tage en farverig badehætte på, ligesom cykelrytteren bruger hjelm, og løberen tage en refleksvest på i mørket," siger Mette Madsen, der er projektleder for vorespuls.dk.