Guide til 35 vinterbadersteder i Danmark, du bare må opleve
Hvor skal du vinterbade? Vi anbefaler smukke spots i hele landet.
Bo Rathsach er en erfarne vinterbader, og han deler sine 35 bedste vinterbadersteder i Danmark. Der er helt sikkert også et smukt vinterbadersted tæt på dig, der kan gøre din vinterbaderoplevelse endnu bedre... eller måske inspirere dig til at prøve vinterbadning for allerførste gang.
35 vinterbadersteder, du bare må opleve
5 vinterbadersteder i Nordjylland, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne i Nordjylland på ovenstående link)
Husmoderstranden i Hirtshals er vinterbadning på den rå facon med omklædning på stranden i al slags vejr.
Havbadet ved Nr. Vorupør midt i Nationalpark Thy er indrettet med promenader, trapper og ramper. 4. juledag er havbadet rammen om en stor vinterbaderfestival med både sauna, hottubs og andre wellness faciliteter.
I Store Økssø i Rold Skov kan du bade i den blikstille sø i maleriske omgivelser. Og i Aalborg er der både Aalborg Havnebad og Vestre Fjordpark... og så er der Vinterbaderfestival i Skagen i den sidste weekend i januar.
5 vinterbadersteder i Midtjylland, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne i Midtjylland på ovenstående link)
Vesterhavet er noget af det mest barske, du som vinterbader kan opleve i Danmark. Du kan derfor gå i vandet ved Hvide Sande Havn, hvor der er et afspærret område i havnen til vinterbadere. Her er ingen trængsel, men måske får du selskab af en sæl. Du kan også hoppe i Ringkøbing Havn med udsigt til Lyngvig Fyr og klitterne på Holmsland i horisonten.
I Almindesø ved Silkeborg kan du både nyde en lækker sauna med panoramaudsigt over søen og helt nye arkitektoniske cirkelbroer ude i den smukke sø.
I Havnebadet på Aarhus Ø kan du få det kolde gys i det arkitektoniske flotte og spændende anlæg, der er tegnet af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels. Og kun 2,5 km nord for Aarhus centrum ligger Den Permanente – en smuk, gammel badeanstalt lige ud for Riis Skov med den smukkeste udsigt over Aarhus bugten, hvor man dog er nøgen både i vandet og i saunaen, så her skal du ikke være genert anlagt.
5 vinterbadersteder i Syd- og Sønderjylland, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne i Syd- og Sønderjylland på ovenstående link)
I Kolding har de fået et helt nyt og fantastisk badeanlæg med både sauna og badebro. Badebroen bliver kaldt ”samtalebroen” i lokale munde, fordi den samler folk i alle aldre. Broen udgør en fantastisk ramme for vinterbadning med masser af plads, flere stiger og slidsker.
På Østerstrand i Fredericia finder du en forholdsvis ny cirkelbro, der byder på rigtig gode og sikre bademuligheder. Kan du komme afsted til en morgendukkert, får du den mest fantastiske solopgang over Fyn og Lillebælt.
Du kan også vinterbade i Nysø ved Varde, som er en grusgravssø med noget så sjældent som sandstrand med rigtig gode badeforhold.
På Hjerting Strand ved Esbjerg går du i vandet fra stranden på den gode gammeldags facon, og hvis du bader sent på dagen, kan du få den smukkeste solnedgang over Ho Bugt.
5 vinterbadersteder på Fyn, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne på Fyn på ovenstående link)
I Faaborg Havn er der et nyt og lækkert havnebad, hvor du kan boltre dig fra flere badebroer, alt imens du nyder den storslåede udsigt over det Sydfynske Øhav, inden du hopper en tur i saunaen. Odense har også et populært havnebad med gratis adgang til både badebroer, omklædning og dejlig sauna.
I Bogense Søbad bader du ved Østre Mole ud mod havet og kan samtidig nyde den smukkeste udsigt over havet og Æbelø.
Sydstranden i Kerteminde er et virkeligt smukt spot med den dejligste sandstrand, der bestemt er et vinterbaderbesøg værd.
Nyborg har 45 kilometer kyststrækning med lækkert og rent badevand ud til Storebælt. Er du tidlig på færde, kan du få en dejlig, frisk dukkert i det kolde vand og se solen stå op over Storebæltsbroen. Prøv fx stranden langs Teglværksskoven, som er et helt ugenert spot med fred og ro.
5 vinterbadersteder på Sjælland, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne på Sjælland på ovenstående link)
Bjerre Strand ved Humlebæk er gemt bag en høj skrænt, men det er et smukt og hyggeligt badeanlæg med smuk udsigt over Sverige, Hven og Øresund.
Idylliske Tisvildeleje er en del af ”Danmarks riviera”, og der er smukt og fredfyldt på den brede sandstrand. Kommer du sidst på dagen, får du den mest fantastiske solnedgang over Kattegat med.
Færgehavnen i Halsskov er ved at blive forvandlet til et vandsportscenter – også kaldet Korsør Havnebad. I tilknytning til Korsør Havnebad ligger Færgehavnen Strand, hvor du kan bade i Storebælt, men indenfor færgehavnens beskyttende moler. Det er en vild oplevelse at bade der, hvor de store færger sejlede, og du får en fantastisk udsigt over Storebæltsbroen.
Hop også i den smukke Skælskør Fjord eller i den lille badeoase ved Sorø Sø i de mest idylliske omgivelser midt i naturen med både sø og skov.
5 vinterbadersteder i København, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne i København på ovenstående link)
Prøv at vinterbade ved Kalvebod Bølge, der ligger trukket tilbage fra den ellers trafikerede indfaldsvej, Kalvebod Brygge. Det er et æstetisk og lækkert designet bade- og broanlæg.
La Banchina på Refshaleøen er en rustik havneknejpe, der ligger lige ud til vandet og bare emmer af hygge. Her kan du vinterbade fra deres badebro og bestille tid i den træfyrede sauna.
Kastrup Søbad er et fuldkomment magisk vinterbadersted. Det cirkelformede badeanlæg er en arkitektonisk perle, der ligger ude i vandet for enden af en 70 meter lang træmole. Her kan du bade under beskyttede forhold langt væk fra byens støj og med den smukkeste udsigt til Saltholm Ø og Sverige.
Skal du have en morgendukkert, så prøv at tage ud til Svanemøllen. Her, ikke langt fra Storbyens stress og jag, kan du nyde en fredfuld badetur med den smukkeste solopgang over Svanemøllebugten.
Helgoland Søbadeanstalt er med sine fem saunaer, fire omklædningsrum og et fælleshus midt ude i vandet en lille oase for vinterbadere. At sidde i den store, moderne fællessauna med den smukkeste udsigt over Amager Strandpark og flyene, der letter og lander fra lufthavnen, er virkelig en oplevelse værd.
5 vinterbadersteder på Bornholm, du bare må prøve
(Læs mere og se vinterbaderstederne på Bornholm på ovenstående link)
I Hasle Havn er der gode muligheder for at vinterbade og opleve den særlige havnestemning. Du kan bade i de indre bassiner, eller i det dybe vand rundt om platformen. Men du bør også unde dig selv at prøve det fine havnebad med flydende platforme i forskellige niveauer. Her kan du også gå en tur i den fine sauna, få varmen og en snak med en af de lokale vinterbadere. What’s not to like.
I Sandvig Havn har Sandvig Sauna og Vinterbadeforening samt Bornholms Regionskommune etableret en skøn sauna. Her kan du bade i læ for Østersøen på indersiden af molen. Slut turen af med en tur i den lækre sauna og nyd udsigten over Østersøen på den ene side og havnen og byen på den anden. Der er stadig få ledige pladser i badelauget, men er du bare på besøg, kan du købe en endagsbillet på havnen.
På Nordbornholms kyst finder du Tejn Havn, som er en af solskinsøens større havne med et spændende mix af erhvervs- og rekreative aktiviteter. På havnen er der fine muligheder for at bade i Østersøen – blandt andet ved den yderste ende af broen og i det inderste hjørne af lagunen. I lagunen skal du unde dig selv en tur i den brændefyrede sauna og vildmarksbadet. Her er en fantastisk udsigt op langs kysten til Allinge.
Vil du opleve den mest fantastiske solopgang, skal du prøve at bade i Svaneke. Svaneke ligger på østsiden af Bornholm og byder på rigtig gode badefaciliteter. Her er en god solid trappe i vandet, så du kan bade sikkert og ikke mindst en fantastisk sauna med panoramaudsigt over vandet.
Snogebæk er et lille hyggeligt fiskerleje på det sydøstlige Bornholm syd for Nexø mellem Dueodde og Balka. Byen er en lille bornholmsk perle, der oser af stemning. Selve havnen er en såkaldt ø-havn og ligger for enden af en 100 meter træbro. Her er der gode muligheder for at bade og hvis du er fastboende, kan du i september søge om medlemskab i det lokale badelaug med sauna.