Sådan overtaler du en ven til at blive vinterbader
Vinterbadning er en fantastisk oplevelse - især hvis du gør det med en ven. Få fem gode argumenter til at overtale ham eller hende.
At blive vinterbader kræver viljestyrke og motivation. Derfor er det en rigtig god idé at gøre det med en ven. Det er både nemmere, hyggeligere og ikke mindst mere sikkert.
Argument #1 – du får et kick
Fortæl at vinterbadning giver et gigantisk kick. At det er en fantastisk følelse, når blodet pumper og hjertet banker. At kroppen bliver et festfyrværkeri af endorfiner, der sender signaler til hjernen om ren lykke. Bagefter føles det som om, du er genfødt. Roen sænker sig og varmen spreder sig i kroppen. Når du først har prøvet det én gang, er du afhængig.
Argument #2 – det er sundt
Det er ikke videnskabeligt bevist, men spørger man vinterbaderne selv, er der ingen tvivl om, at vinterbadning er godt for både krop og sjæl. Vinterbadere oplever, at de ikke bliver så ofte syge. De får mere overskud i hverdagen og er generelt i bedre humør. Samtidig bliver det nemmere at komme gennem de mørke vintermåneder.
Argument #3 – det er smukt
En af sidegevinsterne ved vinterbadning er, at du får nogle fantastiske naturoplevelser. Forestil dig en frostklar morgen, hvor solen maler himlen rød over vandet, mens skibene passere i horisonten og mågerne jagter dagens første måltid. Det er ren meditation og en perfekt start på dagen – specielt, hvis I tager en termokande med varm kaffe eller te med.
Argument #4 – vi er seje
Når du får overtalt din ven til at blive vinterbader med dig, får I nogle unikke oplevelser sammen, der gør jeres venskab endnu stærkere. Samtidig bliver I som vinterbadere medlem af en lille, eksklusiv klub af mennesker, der er ”modigere” end resten af danskerne. Det er ret sejt og giver max respekt!
Argument #5 – du tør ikke
Hvis de første fire argumenter preller af, så er der kun ét middel tilbage. En udfordring! ”Du tør ikke” er en stærk motivation og kan eventuelt toppes op med et væddemål. Målet helliger midlet.
Sådan kommer I i gang
Det kræver ikke de store investeringer at blive vinterbader. Alt, hvad I behøver, er et håndklæde og en god portion viljestyrke.
Den nemmeste måde at blive vinterbader på er at forlænge sommersæsonen. Her får I langsomt opbygget en god vane, og alligevel vil I hurtigt mærke, at vandtemperaturen tager nogle dyk nedad. Selvom det er koldt, får I en gradvis tilvænning, og pludselig er vandet under 5 grader. Så kan I betragte jer selv som ægte vinterbadere.
Hvis I starter om vinteren
Er I sunde og raske, kan I godt starte om vinteren. Vælg en dag, hvor det ikke blæser for meget. Det må derimod gerne være frostvejr og meget gerne sol. Fornemmelsen af at blive varmet op af solen, når man har været i vandet, er helt i særklasse.
Kroppen husker, hvilke uhyrligheder I udsætter den for, så allerede efter et par gange vil I begynde at nyde det.
Tips fra en erfaren vinterbader
At stå og trippe på badebroen eller i vandkanten duer ikke som vinterbader. Beslut dig og hop i. Dyp kun i 5-10 sekunder i starten og træk vejret stille og roligt.
Bader du fra bro, så spring aldrig på hovedet i vandet. Sænk i stedet kroppen langsomt i. Bader du fra strandbred, så gå målbevist fremad indtil du kan dyppe kroppen.
Har du ikke adgang til sauna, er det godt med et varmt bad bagefter. Ellers kan du godt gå og fryse lidt resten af dagen.
God fornøjelse og velkommen i den eksklusive klub af vinterbadere.