Løbeskade? Prøv stavgang
Stavgang træner de samme muskelkæder ned gennem kroppen som løb, men du undgår de hårde stød. Har du en løbeskade, er stavgang god alternativ træning.
En løbeskade behøver ikke at betyde, at du skal undvære dine ture ud i frisk luft. Men træningen skal formentlig lægges om. Stavgang er et skånsomt alternativ, hvor du kan få pulsen lidt op og træne nogle af de samme muskler og sener, som du træner ved løb.
”Bevægelsesmønstret i stavgang ligner løb, men vi undgår de belastende stød op gennem kroppen, fordi vi hele tiden har en fod i jorden,” fortæller Birgitte Raaschou, DGI-instruktør i stavgang.
Stavgang træner de lange muskelkæder ned gennem kroppen: Brystmuskler, mave, ryg, sider, baller, lår og musklerne omkring bækkenet. De skal være stærke, når man løber, for de skal holde kroppen og de indre organer.
Nogle løbere har problemer, som bunder i, at ballemuskulaturen ikke fungerer hensigtsmæssigt, men det kan trænes med stavgang. De meget lange skridt træner ballerne og musklerne omkring hofteleddet.
I Tyskland og de nordiske lande bliver stavgang brugt som træning af alle aldersgrupper, mens det herhjemme har fået en klang af ældretræning. Men det er der ingen grund til, for uanset alder kan du sagtens få pulsen op og lave en effektiv træning ved at gå med stave.
Gør stavgang mere intensivt
Hvis du gerne vil hæve pulsen og gøre stavgangturene så intensive som muligt, er der flere muligheder:
”Brug armene effektivt, så du virkelig støder fra. På den måde retter du dig op, og mave- og rygmuskler bliver mere aktive. Samtidig giver afsættet meget lange skridt, op til en halv meter længere end normalt,” forklarer Birgitte Raaschou.
Hvis du også hæver kadencen, altså går med hurtigere skridt, får du virkelig fart på.
”Vil du udfordre dig selv endnu mere, så vælg et udfordrende terræn med bakker og skråninger. Du kan også løbe gadedrengeløb op ad bakker med stave, men selvfølgelig skal der tages hensyn, hvis du har en skade,” tilføjer hun.
Man bruger 10-20 pct. mere muskelkraft ved stavgang i forhold til almindelig gang.
Efter en løbeskade kan det tage lang tid, før sener og ledbånd er trænet op igen, ofte tager det op til et halvt år. Så det kan godt betale sig at finde en form for alternativ træning, der træner nogle af de samme bevægelser og muskler som løb, og som betyder, at du bevarer en grundform. Stavgang er et godt bud.