Milliontilskud skal skabe netværk af naturstier i hele Danmark
Projektet ’Danmarks Naturstier – en omvej værd’ vil styrke eksisterende stier og vandreruter, skabe nye og binde det sammen for at gøre vandreoplevelsen bedre.
15.000 km. vandreruter. Så meget skal afmærkes og flettes sammen i et stort netværk af ruter frem til år 2028.
Det er målet for projektet ’Danmarks Naturstier – en omvej værd’, som har fået omkring 130 millioner kroner til at gøre naturen mere tilgængelig og få den til at hænge bedre sammen til gavn for vandre-entusiasterne og alle andre, der gerne vil nyde en gåtur i den danske natur.
”Alle, der elsker at gå på opdagelse i naturen, kan godt begynde at glæde sig. Med Danmarks Naturstier får vi forbundet rutenetværket rundt omkring i landet, men vi får også en samlet digital formidlingsplatform, som på en lettilgængelig måde kan guide os, så vi kan finde vej til de mange små og store naturperler i Danmark. Hos Nordea-fonden er vi stolte af, at vi med vores støtte kan være med til give flere danskere store naturoplevelser,” siger Henrik Lehmann Andersen, administrerende direktør i Nordea-fonden, som støtter projektet med 50 millioner kroner.
Opgradering af udinaturen.dk
Et helt centralt element i projektet bliver at forbedre hjemmesiden Udinaturen.dk, hvor man nemt skal kunne finde en vandretur eller sti i nærheden.
Det bliver altså her, du skal gå ind, hvis du savner inspiration til nye ruter, eller hvis du lige skal planlægge en gåtur, når du skal på ferie med familien eller vennerne i et ukendt område af landet.
Når hjemmesiden er i fuldt flor, bliver det med andre ord nemmere at finde de hidtil skjulte naturskatte i form af de skønne vandreruter, som Danmark kan byde på.
Du kan godt gøre klar til at snøre vandrestøvlerne, for til at starte med har projektet fokus på vandreruter for gående.