Steder i Danmark du må vandre: Alsstien

På en forårstur på Als får du gule rapsmarker der bugter sig i bakkedal, grønne skove af bøg og eg, hvide sandstrande og det blå hav i Lillebælt og det sydfynske Øhav.

Taksensand fyr er en af de flotte steder, I kommer forbi. Foto: Jan Mogensen

Als i Sønderjylland har rigtig fine naturoplevelser at byde på. Alsstien på ca. 64 km. består af tre stier som går fra Nordals tværs over øen til det østlige Als og ned langs kysten til Sydals.

Gå gennem slottet Alsborg og oplev marsvin

Alsstien 1. Etape starter ved færgelejet Hardeshøj- Ballebro i Als fjord. Allerede her er der rig mulighed for at se marsvin og så er grunden lagt til en rig naturoplevelse i det Sønderjyske.

Den 38 km. lange etape går gennem Nordborg med slottet Alsborg og flot udsigt fra bakkerne til Nørreskov, som er en af Danmarks længste kystskove, hvor bøgegrenene i bogstaveligste forstand hænger ud over strand og vand. Se også Naturstyrelsens informative Vandrefolder Nordals.

Oplev Lillebælt og Ærø

Alsstien 2. Etape på 11 km. er en rigtig kystnær vandretur md udsigt over Lillebælt til Fyn og Ærø.

Overvej en badetur

Alsstien 3.etape er ca. 16 km.  og starter ved lysbådehavnen i Mommark hvor der også er en dejlig badestrand.

Turen gå sydover langs de stejle kystklinter med spektakulære strandskred og fugle som digesvaler, rødben og strandløbere. Stien slutter ved Drejet som er et jorddige der forbinder Als med halvøen Kegnæs I syd.