Steder i Danmark du må vandre: Klosterheden Plantage
Lad os starte Danmarksturnéen i det Jyske; nærmere bestemt i Klosterheden Plantage, som ligger i trekantsområdet mellem Struer, Lemvig og Holstebro.
Vandreturen starter fra Gl. Landevej i den vestlige del af heden ved Møllesøen, hvor der er bedst chance for at opleve bævere – om ikke se dem rigtigt - så sporene efter dem.
Her ser du måske bævere
Bævere skaber lysåbne sumpede områder, hvilket giver gode leveforhold for mange forskellige dyrearter. Det er en oplevelse at se deres dæmninger og spor efter deres aktivitet - fældede træer, afbarkede birketræer mm.
Foto: Naturstyrelsen
De bedste steder at se spor efter bæverne er ved Depotsøen og ved Møllesøen. Chance for rigtigt at se bævere er bedst tidligt om morgenen eller sen aften, så overvej en overnatning på den store lejrplads, hvor der udover stor bålplads og muldtoilet også er en stor lavvu med plads til 50 personer. Lavvuen kan bookes via naturstyrelsen.
Vi anbefaler denne vej
Fra Møllesøen anbefaler vi en tur hvor vi starter med at følge det gule spor (Se kortet) til Øvejen. Turen går langs slugter og vådområder, med masser af bæver-fældede træer og dæmninger.
På den vestlige side af Gl. Landevej, kommer man til et hedeområde, der tidligere var tilplantet, men som blev genskabt til hede efter at en brand i 1968 ryddede 200 ha skov. Midt på heden ligger Fladhøj, som er en 3500 år gammel bronzealderhøj, der som navnet antyder er flad på toppen.
Fladhøj menes at have været brugt til ceremonier i Bronzealderen. Fra Fladhøj går turen retur, krydser den noget mindre hede på østsiden af Gl.Landevej, sigter mod udkigstårnet ved Ællebæksøerne og går videre nordpå til Flynder å og så vestpå retur til Møllesøen.
Foto: Naturstyrelsen