Steder i Danmark du må vandre: Nordfyn til Æbelø
En havkrydsning fra Nordfyn til Æbelø er en tur man må gå på en flot dansk sommerdag.
Vandreturen fra Lindø over Æbeløholm til Æbelø er en rigtig god familie sommertur i Danmarks natur.
Kom ud i vand til knæene
Det er lidt af et eventyr, at vade ud i vand til knæene og traske igennem vandet, ankomme til Æbelø Holm og igen få fast grund under fødderne. Der er udsigt til vand på alle sider, og selv om der ikke er langt til hverken Fyn eller Jylland, så byder Kattegat gerne på marsvin og fiskeørn.
Foto VisitNordfyn
Æbelø er fredet, ubeboet og privat ejet, men du er velkommen til at gå tur på øen. Vi gik mod uret øen rundt, oppe på skrænterne er der dejlig skov af lindetræer, eg, bøg og selvfølgelig æbletræer med udsigt til vandet.
Selvom der ikke bor mennesker længere, så er der huse og bygninger fra det liv som er levet der engang. Der er også et rigt dyreliv med bla. dådyr og mufloner (vilde bjergfår), fasaner, ugler og ørne.
Foto VisitNordfyn
Æbelø er et EF-fuglebeskyttelsesområde samt EF-habitatsområde, så man skal overholde begrænsninger for færdsel i yngletiden og ikke efterlade skrald – selvfølgelig.