Smertestillende og træning er en dårlig kombination

At tage smertestillende medicin i forbindelse med træning er ikke en god idé. Medicinen hæmmer de signaler, som kroppen sender under træning, og forstyrrer samtidig restitutionen efterfølgende.

Håndkøbsmedicin som ibuprofen (Ipren) eller paracetamol (Panodil) har den egenskab, at de påvirker inflammationsprocesserne i kroppen. Foto: Colourbox

Sådan påvirker smertestillende din krop under og efter træning

Måske har du prøvet at tage nogle Ipren inden træning for at dulme smerter, eller efter træning fordi du er blevet meget øm – men det bør du fremover lade være med. Smertestillende medicin hæmmer nemlig kroppens egne signaler, hvilket ikke er optimalt i forbindelse med træning.

Læs også: Mad du bør spise mere af, jo ældre du bliver

”Overordnet er det ikke nogen god idé at være på smertestillende medicin, når man træner, fordi man dæmper de smertesignaler, der kommer fra kroppen, som gerne skal fortælle, om det er skadeligt at gennemføre den træning, man nu laver,” siger Kristian Overgaard, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Samtidig hæmmer medicinen restitueringsprocesserne efter en træning og kan dermed forringe dine træningsresultater i forhold til muskelvækst og styrke.

”Når du træner, påvirker du vævet i musklerne på en måde, så det bliver en lille smule beskadiget – ikke så man ødelægger det, men man igangsætter nogle reparationsprocesser. Disse processer gør, at vi kan opbygge større muskler, når vi for eksempel styrketræner. Hvis man bremser processerne, forstyrrer man den effekt, som træningen har på musklerne,” siger Kristian Overgaard.

Du får ikke det optimale ud af din træning

Håndkøbsmedicin som ibuprofen (Ipren) eller paracetamol (Panodil) har den egenskab, at de påvirker inflammationsprocesserne i kroppen. De inflammationsprocesser, der er i kroppen, kan være blevet aktiveret, hvis vi for eksempel er blevet skadet eller er syge, og disse processer kan være med til at give smerte.

Læs også: Derfor skal du bevæge din ledskade

Samtidig er de en vigtig del af reparationsprocesserne i kroppen, blandt andet i vores muskler. Når man med smertestillende medicin går ind og påvirker inflammationsprocesserne, kommer man altså til at påvirke nogle af de processer, som medvirker til genopbygningen af vores muskler.

”I bund og grund kan man sige, at hvis ikke man har behov for smertestillende medicin, så bør man undgå at tage det i forbindelse med træning. Man skal i hvert fald ikke tage det, bare fordi man er øm efter træning. Det bedre at tilpasse sin træning, hvis man bliver meget øm – træne knapt så hårdt, knap så længe og sørge for at give sig selv passende tid til restitution mellem træningerne,” siger Kristian Overgaard.

Forskning peger i forskellige retninger

Smertestillende medicin og træning er et komplekst emne, og selvom der er lavet en del forskning på området, findes der som sådan ikke ét entydigt og rigtigt svar på, om og hvordan det påvirker træning.

”Der er en hel del studier, og nogle af dem viser ikke nogen påvirkning af smertestillende, så der er en diskussion om, om det er en stor og vigtig effekt eller ej. Men hvis man gerne vil være på den sikre side, og man i øvrigt ikke har brug for medicin, så bør man holde sig fra det. Man skal ikke bruge medicin for at dæmpe træningsudløste smerter, men hellere prøve at tilpasse sin træning,” siger Kristian Overgaard.

Læs også: Løft tungt - hold dig ung med styrketræning: Det er ikke for sent at komme i gang

Med unge mennesker er der lavet en masse studier, der viser en negativ effekt af smertestillende medicin, mens der med ældre mennesker er nogle få studier, der viser en positiv effekt eller ingen effekt.

”Det kan have betydning, om man har lavet studiet med unge raske mennesker eller ældre mennesker med ledproblemer. Der er i hvert fald noget, der peger i retning af, at der godt kan være en aldersbetinget forskel i, hvordan det påvirker,” siger Kristian Overgaard.

Hvornår giver det så mening med smertestillende?

Tager man smertestillende medicin, fordi man eksempelvis er syg eller døjer med en midlertidig skade, skal man dog ikke stoppe med dette blot for træningen, men være opmærksom.

”Der kan jo være grunde til, at man gerne vil tage smertestillende medicin, hvis man som sagt er syg eller skadet og har brug for det. Man skal bare være opmærksom på, at hvis man er i gang med et træningsforløb, skal man helst ikke tage smertestillende medicin hver gang, man træner, for så får man altså ikke den effekt ud af det, som man gerne vil,” siger Kristian Overgaard og fortsætter:

Læs også: Sådan påvirker antihistaminer din træning

”Omvendt vil jeg sige, at hvis du er i en situation, hvor du i en periode har nogle smerter, der gør, at du er nødt til at tage smertestillende medicin, skal man ikke bare lade være med at træne af den grund. Man får stadig nogle positive effekter ud af det – bare ikke helt så store, som hvis man var fri for medicin.”