Du kan blive doven af at træne mere
Mere motionstræning får mange af os til at skære ned på den almindelige dagligdagsaktivitet
Kan du nikke genkendende til følelsen af, at du efter en hård træning synes, at du fortjener at tage bilen i stedet for cyklen – eller elevatoren i stedet for trappen? Så er du ikke alene – det viser et metastudie fra Københavns Universitet.
”Vi har fundet frem til, at når folk øger deres motionstræning, har de en tendens til at skære ned på dagligdagsaktiviteter. På den måde kommer mange til at kompensere for deres øgede træning ved eksempelvis at gå eller cykle mindre,” siger Julie Marvel Mansfeldt, der er førsteforfatter til metastudiet og kandidatstuderende ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Alt tæller i energi-regnestykket
Ved vægttab er det vigtigt, at man har hele sit samlede energiforbrug for øje – ikke kun træning, men også gåturen ned at handle ind eller turen op ad trapperne.
Selvom det måske ikke er en hård og udfordrende aktivitet, er det alligevel noget, der forbruger af ens energidepoter og er med i hele regnestykket.
”Hvis du er vant til at cykle på arbejde hver dag, men så starter på et nyt løbeprogram, hvor du skal løbe tre gange om ugen, og så dropper at cykle – så mister du det energiforbrug, som du ellers normalt har i din dagligdag,” siger Julie Marvel Mansfeldt.
Hvis det er sjovt at træne, spiser du mindre
Et af studierne viste, at man spiser mindre, hvis man godt kan lide den træningsform, man dyrker, i forhold til dem, der havde negative associationer til den træningsform, de dyrkede. Personerne, der havde det sjovt med at træne, opnåede derfor et større vægttab.
”Hvis man for eksempel ikke kan lide at svømme og er blevet sat på et svømmeprogram, kan tendensen være, at man spiser mere grundet for eksempel selvmedlidenhed, fordi man måske tænker ’det er også synd for mig – jeg har fortjent lidt ekstra mad nu’. Så det gælder om at finde en træningsform, som man faktisk er glad for, hvor man ikke har brug for at kompensere med mindre dagligdagsaktivitet eller mere mad,” siger Julie Marvel Mansfeldt.
Ifølge Julie Marvel Mansfeldt er pointen, at man altså skal ikke nødvendigvis vælge den hårdeste træningsform, hvis man ikke synes om den, for så ender man typisk med enten at kompensere for det i forhold dagligdagsaktivitet eller mere mad – eller helt at falde fra træningen efter kort tid. Det vigtigste er, at man finder en træningsform, man selv synes er sjov.
”Og så håber jeg også, at man særligt i vægttabsforløb fremover vil huske, at det ikke kun handler om træning og spisevaner, men også om dagligdagsaktivitet. Det tæller med i hele regnestykket med ens energibalance,” siger Julie Marvel Mansfeldt.