Top 3: Danmarks bedste mountainbikeruter

vorespuls.dk har testet MTB-ruter rundt om i Danmark, og her i artiklen kåres de tre bedste.

Der var fart over feltet, da Kåre Welinder testede MTB-ruter Foto: DGI

MTB-sporten er i kraftig fremgang , og sporene bliver flere og flere rundt om i Danmark.

vorespuls.dk har siden efteråret 2013 testet de mest populære MTB-ruter, og her i artiklen kårer vi de tre bedste.

Dermed får du lettere ved at vælge, hvilken mountainbikerute i Danmark, du næste gang skal sætte kursen mod med cyklen bag på bilen.

Kåringen er lavet af motionsjournalist Kåre Welinder, der sammen med lokale eksperter foretog alle testene for vorespuls.dk, og hans vurdering bygger på en baggrund som letøvet MTB-rytter.

Nummer 1: Svinkløv Klitplantage, Nordjylland

Start-mål: P-pladsen ved Feriecenter Slettestrand
Længde: Ca. 22 km
Højdemeter: Ca. 380
Se mere om Svinkløv Klitplantage: DK’s bedste MTB-ruter: Fedt flow i Svinkløv

Derfor er ruten nummer 1: ”Super velholdt rute, og det er også den bedst skiltede. Det er lige før, de har støvsuget ruten og lagt grus og flis. Og der bliver ikke mudret, fordi der naturligt er så meget sand i jorden,” siger Kåre Welinder.

”Samtidig giver Slettestrand Feriecenter rigtig gode mulighed for kurser og leje af udstyr. Nybegyndere kommer og lærer MTB fra bunden, og der kommer også udlændinge langvejs fra for at opleve ruten.”

”Jeg er vild med områdets hvide rute. Det er 20 kilometer uden de store forhindringer men med masser af godt flow og uforglemmelig natur.”

vorespuls.dk tester - Svinkløv Klitplantage

Nummer 2: Rold Skov, Himmerland

Start-mål: P-pladsen ved Skørping Skole/Skørping Idrætscenter.
Længde: Blå rute: Ca. 25 km. - 24-timers ruten: Ca. 14 km.
Højdemeter: Blå rute: Ca. 400 meter - 24-timers ruten: Ca. 250 meter
Se mere om Rold Skov: DK’s bedste MTB-ruter: Vild natur i Rold Skovd

Derfor er ruten nummer 2: ”Du kører i en kæmpe skov, ja Danmarks største. Fyldt med store egetræer. Denne rute er også meget velholdt, men skiltningen lader noget tilbage at ønske,” siger Kåre Welinder.

”En god ting ved området er, at der mange forskellige slags spor at vælge imellem. Der er blandt andet et børne- og et freestyle-område.”

”Ellers er ruten rimelig kuperet i smuk natur. Der er lavet ’terrasser’ ind i de stejle bakker, og det er fedt at sådan køre zig-zag. Man kører forbi en sø, hvor man kan stoppe og bade, og øjeblikket efter er man i en mørk og stille skov.”

vorespuls.dk tester - MTB Rold Skov

Nummer 3 - Fruens Plantage, Vestsjælland

Start-mål: P-plads på Ny Præstøvej
Længde: Ca. 5,2 km
Højdemeter: Ca. 180
Se mere om Fruens Plantage: DK's bedste MTB-ruter: Svære nedkørsler ved Næstved
Derfor er ruten nummer 3: ”Ruten er egentlig for svær for en nybegynder som mig, men de øvede for virkelig noget ekstra. Og jo bedre, du bliver, jo sjovere bliver den,” siger Kåre Welinder.

”Der er rigtig mange sjove forhindringer. Blandt andet en stennedkørsel og skovområder med træstammer som forhindringer. Der er blevet brugt rigtig meget tid på at lave forhindringer, og du kan få en oplevelse ud over det sædvanlige. Hvis du ikke kan lide det svære, er der chicken runs."

vorespuls.dk tester - MTB Fruens Plantage

Mener du, der findes bedre mountainbikeruter i Danmark end disse? Eller er du uenig i rækkefølgen? Så skriv det i kommentarfeltet!