DK’s bedste MTB-ruter: Vild natur i Rold Skov

Djursland/Kronjylland/Himmerland: Danmarks største skov fører an i denne rutetest, der byder på MTB-udfordringerne for enhver smag

Danmark bugner af flotte MTB-ruter, og vorespuls.dk vil hjælpe dig med at finde de bedste.

I samarbejde med MTB-eksperter har vorespuls.dk inddelt landet i 10 regioner og prøvekørt den mest populære rute i hver region med et kamera. Og vorespuls.dk giver samtidig et bud på de bedste ruter i regionen for henholdsvis nybegyndere, letøvede og øvede.

Denne gang: Djursland/Kronjylland/Himmerland

DEN POPULÆRE: Rold Skov

Om ruten: Se video-reportage øverst i artiklen.
Det gode: Det er fantastisk, at man kan cykle igennem en så fænomenal natur, som den, der findes i Rold Skov.
Det knap så gode: Skiltningen er ikke optimal – endnu.
Kort om naturen: Med søer, bakker og kæmpetræer er Rold Skov et utroligt smukt sted at cykle, og flere steder løber ruten igennem mørk, tæt og helt stille skov.
Start-mål: P-pladsen ved Skørping Skole/Skørping Idrætscenter.
Længde: Blå rute: Ca. 25 km. - 24-timers ruten: Ca. 14 km.
Højdemeter: Blå rute: Ca. 400 meter - 24-timers ruten: Ca. 250 meter
Find vej med GPS: Skørping Idrætscenter, Himmerlandsvej 59, 9520 Skørping. Meget let at finde. Hvis man kommer fra vest, kører man igennem Rebild, og så kommer Skørping Idrætscenter på højre hånd. Hvis du kommer fra øst eller nord, skal du dreje ind til idrætscentret fra den store rundkørsel midt i Skørping. Overnatningssteder: Mindre end én kilometer væk findes en lang række gode overnatningssteder, alt efter om man er til vandrerhjem, hytte eller et mere mageligt logi på Hotel Comwell. Alle ligger langs hovedgaden i Rebild.
For mere info: Hjemmsiderne for Rold Skov MTB og MTB Rebild Bakker samt Facebook-siden Rold Skov MTB.

NYBEGYNDER: Kongshøj Skov

Om ruten: Masser af sjov og letkørt singletrack, hvor der stort set ikke rødder, og derfor er den nem at køre uden så meget MTB-rutine. Der er en del højdemeter, men det er også en rute, der kan kortes af. Når man har kørt havldelen af ruten, så kommer man forbi udgangspunktet igen. Ulempen er, at ruten bliver meget glat og smattet i vådt vejr pga. kridtunderlag på dele af ruten. Den er godt markeret, og det er et stort plus for begyndere.
Det gode: Meget få rødder.
Det knap så gode: Meget glat i vådt føre.
Kort om naturen: Kongshøj ligger på en kridtholdig bakkeø, der giver rytteren en smuk natur med fantastiske udsigter. Ryttere kører i skoven på egne ruter, og kommer derved ikke i clinch med fodgængere, løbere etc..
Start/mål: P-pladsen på Vissevej.
Længde: Ca. 7,5 km
Højdemeter: Ca. 170
Find vej med GPS: Vissevej, 9210 Aalborg. Man kan stille sin GPS efter Vissevej 41, så passerer man P-pladsen, når man nordfra kommer fra Indkildevej. Kommer man med motorvej E45, tages afkørsel 28 fra begge kørselsretninger, hvorefter der drejes til højre ad Indkildevej. Den følges ca. 1 km, hvor Vissevej kommer på højre hånd og fører direkte til p-pladsen, hvor Vissevej deler sig.
Overnatningssteder: Ca. 9 km fra rutestart ligger Danhostel Aalborg, Aalborg Camping & Hytteø samt Aalborg Familiecamping-Strandparken placeret tæt på hinanden med gode senge, hytter og teltmulighed. Disse steder ligger tæt på det centrale Aalborg, men ønsker man mere idylliske omgivelser, så tilbyder Frydenstrand Camping smuk beliggenhed, direkte ud til Limfjorden i rolige omgivelser, selvom det dog er lidt længere væk.
Frydenstrand Camping:
Rutefremvisning/træning: Cykelklubben Cycling Nord afholder fællestræning hver tirsdag og torsdag i sommerhalvåret.
For mere info: Cycling Nord og Facebook-siden MTB Aalborg.

LETØVEDE: Fussingø

Om ruten: Der er god variation i de mange kilometer ved Fussingø. Ikke bare fordi, man kører et miks mellem singletrack, grusvej og asfalt, men også fordi det er kuperet terræn med ganske mange højdemeter. Ruten kan deles op i en del på 22 km og en på 8 km, og flere steder på ruten er der vandposter og toiletmuligheder. Ruten ved Fussingø bugter sig i flot landskab omkring Fussingø Slot med gode udsigter, og selv om der er stejle passager, så er den teknisk ikke al for svær. Den har et godt flow med god variation i sporet med sjove udfordringer for mellemklassen.
Det gode: Naturen er fantastisk med gode forhold før og efter turen.
Det knap så gode: Vær opmærksom, for opmærkningen er ikke altid optimal.
Kort om naturen: Grusveje og singletrack fører ryttere igennem et smukt og varieret landskab med flotte udsigter tilsat åbne pladser, tæt skov og små søer.
Start/mål: P-pladsen ved Fussingø Slot.
Længde: Ca. 30 km
Højdemeter: Ca. 550
Find vej med GPS: Grovebakkevej 11, 8920 Randers. Området har flere p-pladser, men et godt sted at starte er P-pladsen i den vestlige ende af Fussing Sø, hvor der er gode udsigter, mulighed for toilet, vand, badning i søen med mere. Adressen nås nordfra fra Viborgvej, hvor der drejes af ved Grovebakkevej på venstre hånd, mens P-pladsen sydfra nås fra Gl. Viborgvej via Fussingøvej.
Overnatningssteder: Ca. 10 km øst fra rutestart ligger Randers City Camp med mulighed for hytteleje. 10 km mod vest ligger Bed & Breakfast-stedet Farm 61, der er stråtækt landsbyidyl i den lille by Tindbæk.
For mere info: Randers Cykelmotion, Randers Cykleklub og Facebookgruppe for MTB Randers.

ØVEDE: Sdr. Plantage, Ebeltoft

Om ruten: Masser af udfordringer for selv de bedste, og muligheder for tilvalg i form af sorte sløjfer, shortcuts og omkørsler, så ruten kan ruten tilpasses flere niveauer. Drops, berms og masser af små, stejle stigninger giver ruten mange tekniske udfordringer, og kombineret med et godt flow er ruten både sjov og krævende, især hvis man kører samtlige 13 km. Ruten har omkring syv vanskelige passager, og kan omkring midten afkortes til den halve distance. Området er godt at køre i våde perioder, da sporet er sandet, og kan holde meget vand uden at blive mudret.
Det gode: Udfordrende for de bedste, men også til at køre for mindre øvede.
Det knap så gode: Mange rødder på enkelte passager.
Kort om naturen: Klassisk plantageområde med god variation mellem tæt og tyndtbevokset skov, åbne pladser og masser af sandet undergrund.
Start/mål: P-plads på Søhusvej. Alternativt findes en p-plads længere sydpå ved Øervej.
Længde: 13 km
Højdemeter: Ca. 270
Find vej med GPS: Søhusvej, 8400 Ebeltoft. Ligger i det sydlige Ebeltoft, og vil man undgå byen, så følge hovedvej 21, Færgevejen, til syd for byen og hold til venstre ad Østerallé. Herefter følger Søhusvej som tredje vej på højre hånd. P-plads med rutestart følger få hundrede meter nede ad Søhusvej. Alternativt kan også startes på P-plads ved Øervej, der ligger på i rutens sydvestligste hjørne. Øervej er en sidevej til hovedvej 21, og ligger på venstrehånd, når man kommer nordfra. Ellers kan der fortsættes sydpå ad Søhusvej og drejes til højre for enden, så rammer man p-pladsen ved Øervej.
Overnatningssteder: Kun tre km fra rutestart ligger Danhostel Ebeltoft med fornemme rammer for en god pris. Vil man bo i hytter ligger både Elsegårde Camping og Blushøj Camping omkring seks km vestpå, direkte til strand og vand, mens man også kan bo på feriecentret Dayz Ebeltoft, ca. 4 km sydpå.
For mere info: Facebook-siderne for Ebeltoft Mountainbike Klub og Ebeltoft Mountainbike Track.

Har du kørt nogle af de fire spor? Hvad synes du om dem? Har du forslag til andre gode ruter i området? Kom med din kommentar i Facebook-feltet under artiklen.

Se videoer for alle de kårede mountainbike ruter i Danmark