10 tips: Sådan plejer du bedst din MTB
For din egen og for din mountainbikes skyld - brug tid og kræfter på vedligeholdelse. I denne artikel bliver du hjulpet det første stykke mod en flot og velkørende cykel
MTB-sæsonen kører på sit højeste rundt om i det ganske land, og masser af danskere har hver dag glæde af den robuste cykel med de brede hjul og den gode affjedring.
Men turene i skoven eller på cykelstierne slider på mountainbikens forskellige dele, og det er vigtigt, den bliver vedligeholdt løbende, så man ikke får den gode oplevelse spoleret af dårligt udstyr.
Læs også: 7 tips til MTB-kørsel i mørke
Her giver vorespuls.dk i samarbejde med DGI-instruktør Nicolai Liisberg dig 10 tips til, hvordan du bedst og lettest vedligeholder og plejer din mountainbike:
Nummer 1 - Som smurt i olie, fjern det overskydende:
”Alle bevægelige dele omkring kæde og gearskiftet skal smøres med olie regelmæssigt. Gearskiftet bliver mere kontant og præcist af det, og hvis gearet ikke virker optimalt, kan det medføre skade på kæde og bagskifter. Husk at tørre det overskydende olie af kæden med en klud, da det ellers vil tiltrække smuds, der slider unødigt og giver friktion,” siger Nicolai Liisberg.
Nummer 2 - Tjek gearene på vej ud til skoven:
”Kør alle gearene igennem. Hvis bagdroppet er skævt, kan det medføre at kæden hopper ind imellem tandhjulene og egerne i baghjulet. Det skader egerne, og kæden kan være meget svær at få ud igen. Dette kan man opdage, når man lige kører gearene igennem, så undgår man, at det sker i skoven under høj belastning,” siger Nicolai Liisberg.
Læs mere: Guide til køb af mountainbike
Nummer 3 - Tjek bremseklodserne:
”Hvis de er helt nedslidte, kan det medføre, at du pludselig ikke kan bremse, når du er på vej ned af en stejl bakke eller lignende. Så hellere skift dem for tidligt, end for sent,” siger Nicolai Liisberg.
Nummer 4 - Tjek dine dæk:
”Hvis de ser møre ud, så er de det nok. Hvis dækket revner eller lignende i et sving med høj fart, kan man komme galt af sted, så tjek dækkene. Og igen, hellere skift dem for tidligt, end for sent,” siger Nicolai Liisberg.
Nummer 5 - Tjek pakninger på forgaffel og bagdæmper:
”Det skal gøres jævnligt, og man skal kigge efter, om de ser intakte ud. Hvis støvpakningen på en forgaffel er itu, kan der komme skidt ned til den inderste pakning og beskadige den, så gaflen lækker olie og skal repareres,” siger Nicolai Liisberg.
Læs mere: Indstil din sadel rigtigt
Nummer 6 – Brug syrefri fedt til gaffelben og bagdæmper:
”Smør gaffelben og bagdæmper med syrefri fedt, der kan købes specielt til dette. Fordel det med fingeren og tryk gaflen ned et par gange. Fedtet smører også støvpakningerne, så de ikke tørrer ud. Husk at tørre overflødigt fedt væk. Fedtet mindsker også friktionen imellem pakningerne og gaffelbenene, hvilket gør, at gaflen kører mærkbart bedre,” siger Nicolai Liisberg.
Nummer 7 – Cyklen skal vaskes, brug forskellige børster:
”Brug lunkent vand med opvaskemiddel eller lignende i, og brug en god, blød børste. Hvis der sidder gammelt mudder og jord på cyklen, så tag en stiv børste og børst det af først. Jeg bruger en gammel tandbørste til at vaske der, hvor det er svært at komme til med en normal børste,” siger Nicolai Liisberg.
Nummer 8 – Undgå højtryksrenser:
”Det er meget vigtigt, at man aldrig bruger en højtryksrenser til at vaske sin cykel, da den kraftige vandstråle komme ind i lejerne, og ødelægger dem hurtigt. Vandet presser sig ind ved den støvkappe, som sidder på hver side af et lukket leje, og det kan ikke komme ud igen,” siger Nicolai Liisberg.
Læs mere: MTB: Sådan indstiller du dit styr
Nummer 9 – Tør cyklen rigtigt:
”Når du har vasket cyklen, skal du enten tørre vandet af med en klud, eller lade den tørre i solen. Jo hurtigere cyklen tørrer, jo bedre,” siger Nicolai Liisberg.
Nummer 10 – Undgå salt:
”Dette gælder selvfølgelig specielt om vinteren. Saltet kommer ind overalt og ødelægger lejerne. Det kan også angribe aluminium de steder, hvor lakken måske er slidt af. Hvis det ikke kan undgås, er det vigtigt at vaske cyklen grundig efter endt træning, og lade den tørre et varmt sted,” siger Nicolai Liisberg.
Har du ikke så meget tid? Så læs vores guide til hurtigt vedligeholdelse af din MTB.