Bevæg dig - og lev 9 år længere

Selv en lille smule fysisk aktivitet forlænger dit liv med flere år, viser publikation.

Pulsen skal op et par gange om ugen Foto: Colourbox

Der er ca. 9 års forskel i den gennemsnitlige levealder på personer, der har et lavt aktivitetsniveau, og personer, der rører sig meget.

Vil du leve længe – ja, så skal du altså bevæge dig.

Små ændringer i hverdagen kan rette markant op på helbredet og forøge livsglæden: Tag cyklen på arbejde i stedet for bilen. Tag trapperne i stedet for elevatoren. Gå en rask tur. Lav noget havearbejde.

Selv fem minutter gør en forskel

”Forskningen viser, at hvis man er meget lidt aktiv og forøger sin fysiske aktivitet med blot fem minutter om ugen, så kan man i løbet af nogle måneder opnå store helbredsmæssige effekter og reducere risikoen for at dø tidligt. Mere skal der faktisk ikke til,” siger professor Jens Bangsbo, Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Han er formand for Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning, som står bag den nye publikation "Fysisk aktivitet for sundhed".

Pulsen skal op

Hvor aktiv skal man så være for at få flere leveår? Det kan man læse om i ”Fysisk aktivitet for sundhed”:

For at få en markant og vedvarende effekt, er det mest hensigtsmæssigt, at du er aktiv i mere end et par timer om ugen. Alle aktiviteter, hvor du kan mærke pulsen stige, tæller på plussiden: Cykling, havearbejde, hurtig gang osv.

Intensiteten i den fysiske aktivitet har stor betydning. Du kan opnå en stor effekt, hvis aktivitetsniveauet er højt, selvom du ikke dyrker aktiviteten i særlig lang tid.

Hvis du træner på en måde, så din puls stiger til over 150 slag pr. minut, kan du nøjes med at være aktiv en time om ugen. Det kan f.eks. være løb, fodbold, håndbold, hård cykling eller badminton (single).

Hvis du ikke er særlig fysisk aktiv, skal du i første omgang koncentrere dig om at røre dig oftere og i lidt længere perioder hver gang. Senere kan du gøre intensiteten højere.

Vedligehold muskler og skelet

Kroppen har godt af, at vi ind imellem udsætter den for tunge løft, hvor kroppens egens vægt udnyttes – f.eks. når vi går på trapper. Det styrker muskler og skelet, og så reduceres risikoen for knoglebrud og knogleskørhed.

Forskellige typer balancetræning, f.eks. at danse, sjippe, stå på ét ben, balancere på noget mv. bør også foretages én til to gange om ugen.

Du kan dø af at sidde stille

En tredjedel af befolkningen bevæger sig stort set aldrig. De har stillesiddende arbejde, dyrker ikke motion og har begrænset fysisk aktivitet til og fra arbejde og omkring hjemmet.
En anden tredjedel bevæger sig for lidt.

Nogle har helt opgivet at blive aktive, antagelig fordi de tror, at det er meget besværligt at blive mere sund gennem bevægelse.

Fysisk inaktivitet giver en højere risiko for hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes, fedme, visse kræftformer – og så bliver man mere afhængig af andre, fordi man selv kan klare mindre.

Lav kondition er årsag til flere dødsfald end f.eks. forhøjet blodtryk, rygning og fedme.