Guide til udstyr til svømning i åbent vand

Her giver vi dig en introduktion til det mest nødvendige udstyr, når du skal ud at svømme i det åbne hav.

Våddragt, havtaske, svømmebriller og hætte er basisudstyr for en åbent vand-svømmer. Foto: Bent Nielsen

Når det kommer til åbent vand svømning, er der ikke nogen tvivl om, at du har brug for lidt mere udstyr, end indendørs i en svømmehal.

Læs også: Sikkerhed i åbent vand - sæt kulør på dig selv!

Det danske klima er nu engang sådan, at vandtemperaturen meget sjældent når et leje, hvor du ikke har brug for en våddragt. Din stort anlagte svømmetur i det fri kan nemlig hurtigt blive kort, hvis du kæmper med at holde varmen.

Sikkerhedsmæssigt er du som åbent vand-svømmer overraskende usynlig overfor store sejl- og speedbåde. Det er du for din egen skyld nødt til at være bevidst om og tænke over, hvordan du gør dig mere synlig for omgivelserne.

Med andre ord - vil du være helt klar til en svømmetur i åbent vand eller et kommende triatlonstævne, er du nødt til at overveje dit udstyr.

Herunder forsøger vi at hjælpe dig på vej til at navigere i det mest basale åbent vand-udstyr.

Våddragt

Vi kommer simpelthen ikke udenom den - våddragten. Specielt ikke i Danmark, hvor vand-temperaturerne aldrig når særligt højt op. En neoprendragt holder dig både varm og giver dig opdrift.

Hvorfor er en våddragt god at have på?

En våddragt hjælper dig med at holde varmen i vandet. Udover det gør den faktisk en endnu vigtigere ting. En våddragt giver dig opdrift, så hverken ben, arme, bryst eller hofter synker mod bunden, når du ligger midt i havet. Som ekstra bonus beskytter den også mod vand og brandmænd, reducerer vandmodstanden pga. dens glatte overflade samt forlænger opholdet i det åbne og ofte køligere vand, da den holder dig varm.

En våddragt er med andre ord nærmest et must uanset om du lige er begyndt at svømme i åbent vand eller er mere rutineret. Oftest er det et krav at bruge våddragt til triatlon- og åbent vand-stævner i Danmark.

Læs også: Bliv klar til åbent vand – i svømmehallen!

En våddragt er dog ikke billig. De billigste modeller lavet til at svømme i, starter fra 1.500 kr. og op, men så har du også en, du kan bruge de næste mange sæsoner.

Hvornår bør man bruge den?

I Danmark er der nogle ret faste regler for, hvornår man bør bruge en våddragt, og hvornår man skal. Ved vand-temperaturer mellem 14 og 22 grader er våddragt obligatorisk til de danske tri- og åbent vand stævner. Er vandet under 14 grader bliver distancen, der skal svømmes i vandet, forkortet. Er vandet derimod over 22 grader, hvilket stort set aldrig sker i Danmark, vil våddragter være forbudt at svømme med.

Hvordan bruger man den?

En våddragt er sværere at tage af og på end et par badebukser eller badedragter. Det er et vilkår. Det er nødvendigt, at den sidder stramt, så der ikke løber vand ind ved hænder, fødder og hals. Ellers går funktionen simpelthen af den. Det gør det ikke nemmere at få den af og på, at neoprenen oftest er 3-5 mm tyk.

Når den tages på, handler det om tage sig god tid. Sørg for ikke at bruge negle og skarpe genstande, da du nemt kan ødelægge neoprenen. Husk at lukke den ordentligt bagpå til allersidst.

Er hastighed en faktor i forhold til at få den af og på, findes der specielle teknikker, du kan søge dig frem til på nettet.

Havtaske

En havtaske er tæt på et must for danske åbent vand-svømmere. Simpelthen fordi den gør dig meget mere synlig i vandet for sejl- og speedbåde, samt gør det muligt at have pung, mobil og håndklæde med ud på vandet, hvis det værst tænkelige pludselig sker.

Læs også: Guide: Værd at vide om åbent vand svømning

Hvorfor er en havtaske god at have med sig?

Der er fire gode grunde til aldrig at svømme uden havtaske.

  1. Den gør dig mere synlig i vandet. Af samme grund er havtasker lavet i sprudlende grønne, pink og orange farver, som er nemme at se på lang afstand og i høj fart
  2. Den gør det muligt for dig at have din mobil med ud på vandet. Skulle der ske noget eller du kom i en farlig situation, kan du altid ringe til alarmcentralen. Din mobil er nemlig beskyttet i et vandtæt rum inde i tasken
  3. Den giver dig mulighed for at tage dig et hvil undervejs på svømmeturen. Sådan en tur på det åbne hav kan hurtigt blive lang. Hvis man svømmer mod bølgerne, kan det være rigtig dejligt lige at kunne stoppe op, lægge sig ovenpå den oppustede havtaske og tage 2 minutters pause.
  4. Havtasken sikrer, at du får dine værdigenstande med hjem igen. Uden en havtaske var du måske nødt til at efterlade pung, mobil og andet inde på bredden. I stedet kan du med en havtaske have det med på turen. 100% beskyttet

Hvordan bruger man den?

En havtaske er ret nem at bruge – også for den uøvede.

Ideen med den er at vente med at puste den op til du står på bredden. Når den er pustet op, er der et spænde til tasken, du tager rundt om livet, så tasken vil blive trukket ca. 3-4 meter efter dig.

Åbent vand svømmebriller

Der findes deciderede svømmebriller til åbent vand-svømning, som gerne er lidt større, nærmest som en maske, og har en fast næsebro.

Når du skal vælge svømmebrille til åbent vand, skal du mest af alt tænke på, hvilken linse brillen har. Der findes alt fra klar, mørk, mirror og polariseret linse.

Er vejret overskyet og gråt, vil et par briller med klart glas være at foretrække, da det giver det mest naturlige udsyn.

Læs også: Gode råd: Svømning i svømmehal, sø og hav

Skinner solen fra en skyfri himmel, vil briller med mirror/spejlgras være at foretrække, da disse ikke lader solstråler komme ind i brillen. Hvis du gerne vil have det bedste af det bedste, så er briller med polariseret brilleglas at foretrække. Polariseret brilleglas lader ikke horisontale lysstråler (genskær fra vandet) trænge gennem linsen, og giver et lysere udsyn under vandet.

Sokker, handsker og hætter

Tidligt på sæsonen er vandet i Danmark ikke meget mere end 14-16 grader varmt. Inde i svømmehallen er vandet ofte 23-24 grader (hvilket allerede kan føles køligt, når man hopper i).

På grund af kølige temperatur kan en våddragt ske ikke at være nok. Våddragten dækker nemlig  ikke fødder, hoved og hænder, som følgelig er direkte eksponeret for det kolde vand. 

Sokker, handsker og hætter lavet i varmeopbyggende neopren afhjælper godt og grundigt. Ikke bare fordi man får ekstra tøj på kroppen, men også fordi vandet inde i våddragten ikke kan sive ud, når man slutter helt tæt med handsker og sokker på. Dermed kan vandet selv opvarme sig inde i neoprenen.