Bliv bedre til at svømme: 'Snak med fiskene'

Du bliver en bedre svømmer med øvelser, hvor du lærer at puste luft ud i vandet og at trække vejret med munden halvt fyldt med vand.

Kontrollen over din vejrtrækning er uhyre vigtig, hvis du vil svømme effektivt. Foto: Colourbox

Når du mestrer kropsposition og benspark, skal du lære at puste luft ud i vandet og trække vejret med munden halvt fyldt med vand.

Læs også: Nøglen til god crawl: Lær at svømme langsomt!

Begynd med nedenstående øvelser for at lære at styre din vejrtrækning under vand, så du kan blive en bedre svømmer.

Lær at puste luft ud i vandet

Det kan lyde som det mest banale råd, du nogensinde har fået. Ikke desto mindre, oplever jeg, at det er et problem for selv rigtigt dygtige svømmere. Det kræver øvelse at puste luft ud i vandet, mens du træner din teknik, og når du begynder at svømme.

Når man underviser børn, fortæller man dem ofte, at de skal tale til fiskene (læs: puste luft ud i vandet), mens de svømmer. Det er et virkeligt godt råd, som for mange er svært at mestre, fordi der er så mange andre ting at fokusere på, mens man lærer at svømme.

Læs også: Videoguide: 3 øvelser på land, der forbedrer din svømning

For mange giver det endnu større problemer at lære at få nok luft ned i lungerne, mens hovedet er frit af vandet. Når du svømmer, ønsker du at gøre din vejrtrækning kort og præcis, så dit hoved kan kigge ned mod bunden så meget som muligt. På den måde optimerer du din kropsposition og dine muligheder for at skabe fremdrift. 

Krokodille-vejrtrækning

Du kan træne din vejrtrækning i vandet ved at lave en lille øvelse, som jeg kalder krokodille-vejrtrækning.

Du står ganske simpelt nede i vandet ved kanten af bassinet. Her tager du din ene hånd og holder fast i kanten, mens den anden hånd klemmer sammen om din næse, så du kun kan trække vejret gennem munden.

Læs også: Optimer din svømmeteknik: Sådan svømmer du lige

Herefter synker du hovedet så langt ned i vandet, at din mund bliver halvt fyldt med vand, og så forsøger du at trække vejret stille og roligt, mens du står med munden halvt fyldt med vand.

Når du bliver god til det, lader du hele munden komme under vandet, og puster alt luft ud i vandet, snakker med fiskene, og efterfølgende kommer du tilbage til din udgangsposition, hvor du har munden halvt fyldt med vand, og trækker luft ned i lungerne.

Sådan bliver du ved 10-15 gange og gerne ad flere omgange, mens du er i svømmehallen. Det kan du nemt gøre, mens du alligevel holder en pause.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtig kontrollen over din vejrtrækning er, hvis du vil svømme effektivt. Når du begynder at træne det, kommer du i starten til at sluge vand. Det er det geniale ved øvelsen. Du får direkte feedback på, om du gør det rigtigt, så længe du har munden halvt fyldt med vand.

Læs også: 5 teknik-øvelser til crawl