Skivebremser eller fælgbremser?
Skivebremser har indtaget landevejsscenen, og vi vil her forsøge at gøre dig klogere på, om du bør overveje at hoppe med på bølgen.
”If it ain’t broke, don’t fix it” er ikke et ordsprog, du opererer efter i cykelbranchen.
I hvert fald var det for få år siden utænkeligt at udskifte sine velfungerende fælgbremser på racercyklen til fordel for skivebremser, som man kender fra mountainbikes. For hvorfor ændre på noget, der fungerer fint, som det er?
Ikke desto mindre er omkring hver anden solgte racercykel i dag udstyret med skivebremser, og inden længe vil kun et fåtal sælges med traditionelle fælgbremser. Det forudser to af de største udstyrsproducenter Shimano og SRAM.
Så hvad bør du vælge, hvis du overvejer at investere i en ny racercykel? Det vil vi forsøge at gøre dig lidt klogere på her.
Hvad er skivebremser?
De fleste kender til den traditionelle fælgbremse, som kendes fra mange forskellige typer cykler. Som navnet indikerer, fungerer bremsen ved, at to bremseklodser rammer hver sin side af fælgen, på det man kalder bremsefladen, og derved standser cyklen.
En skivebremse er ikke afhængig af en bremseflade. I stedet sidder der en skive eller en rotor monteret direkte på hjulnavet, som klodserne i bremsekaliberen bremser ind på. Det er samme teknologi, som vi kender fra mange biler og motorcykler.
Der er også forskel på, hvordan man aktiverer bremserne. En fælgbremse aktiveres typisk ved, at man trækker i bremsen, som spænder et bremsekabel, der får bremsekaliberen til at trække sig sammen om fælgen.
Moderne skivebremser er ofte hydrauliske, selvom nogle billigere modeller også aktiveres med kabel. Det betyder, at en hydraulisk væske presses sammen og får stemplerne i kaliberen til at udvide sig og ramme skiven, når du trækker i bremsen på styret. Hydraulikken betyder, at skivebremser kan være sværere at servicere, men til gengæld bør du opleve meget få problemer, hvis først systemet er sat rigtigt op.
Derfor bør du overveje skivebremser
Der er mange gode grunde til, at du bør overveje en cykel med skivebremser. Først og fremmest giver skivebremser helt simpelt mere bremsekraft end fælgbremser. Det kræver simpelthen mindre kraft i fingrene at opnå samme bremselængde med skivebremser som med fælgbremser.
Dernæst vil du have en langt bedre føling med nedbremsningen - hvad man i cykelsprog kalder modulering. Det vil sige, at du har en bedre føling med, præcis hvor meget eller hvor lidt det er nødvendigt at bremse et givent sted. Det er en kæmpe fordel på især lange nedkørsler eller tekniske rundstrækninger med mange sving.
Og det gode ved skivebremser i modsætning til fælgbremser er, at du vil have glæde af disse fordele uanset vejret. Fælgbremser præsterer ikke lige godt i regn- og tørvejr, i og med at bremseklodser ikke er ligeså effektive på en drivvåd bremseflade. Det problem har du ikke med skivebremser, hvor du har samme gode bremsekraft i regnvejr.
Uden fælgbremsen på cyklen er der også mere plads til bredere hjul og dæk, som er meget populære i øjeblikket. En fælgbremse sætter ofte begrænsningen ved 28mm dæk, hvilket også er nok for de fleste, men med skivebremser kan du gå endnu bredere og opnå større komfort.
Derfor bør du holde fast i fælgbremser
Det lyder jo meget godt med alle fordelene, så hvorfor bør man overhovedet overveje at holde fast i fælgbremserne? Jo, først og fremmest er der det med bremsekraften. Det kan godt være, at du kan bremse hårdere med skivebremser end med fælgbremser, men i sidste ende er det vejgrebet, der sætter grænsen for, hvor hårdt du kan bremse.
Hvis du bremser så hårdt, at dækket mister grebet med vejen, og hjulet skrider, er det fuldstændig lige meget, om du har skiver eller ej. Faktisk skal der overraskende lidt til, før baghjulet låser og begynder at skride, og det kan du sagtens opnå med en moderne fælgbremse.
Cykler med skivebremser er også tungere end cykler med fælgbremser. Der er faktisk ikke den store vægtforskel på selve bremsesystemerne, men hjul, stel og forgaffel skal designes specifikt til skivebremser, og det koster på vægten. Typisk vil der være tale om omkring 500 grams forskel på en hel cykel.
Som tidligere nævnt kommer man heller ikke udenom, at fælgbremser bare er simple at arbejde med. Har du skruet fingrene bare nogenlunde rigtigt på, vil du kunne udføre de fleste reparationer selv, og reservedele er ofte billige. Desuden kører de fleste, i hvert fald lidt endnu, stadig med fælgbremser, så skal du eksempelvis låne et hjul af en anden, kan du lynhurtigt skifte over.
Hvad skal jeg vælge?
Tænker du i ren bremse performance er der ingen tvivl om, at du bør vælge en cykel med skivebremser. Når du sidder på cyklen, har du glæde af alle fordelene, og der er ikke ét punkt, med undtagelse af vægten, hvor fælgbremser performer bedre end skivebremser.
Der, hvor kæden hopper af for nogle, er ved praktikaliteten. Har du cyklet i flere år, har du formentlig allerede en del udstyr, og noget af det vil ikke kunne bruges på en cykel med skivebremser, hvis det ikke er designet til det.
Du vil også blive udfordret, hvis dine hydrauliske skivebremser skal serviceres og bleedes med ny hydraulikvæske. Det er ikke en opgave, som er umulig for den erfarne hjemmemekaniker, men det er noget anderledes end at skifte et inderkabel på en fælgbremse.
Desuden er skivebremser på landevejscykler stadig så nyt, at der på nogle områder mangler fælles branchestandarder. Eksempelvis findes der forskellige størrelser skiver, og så er der også forskel på, om hjulene monteres med traditionelle stikaksler eller med de mere moderne thru-aksler, som også kommer i forskellige størrelser. Med andre ord er kompatibiliteten ringe.
Sætter du fart og performance i første række, er der ingen tvivl om, at du vil have glæde af en cykel med skivebremser. Det samme gør sig gældende, hvis du enten er en forholdsvis tung rytter eller ofte tager cyklen med sydpå i bjergene, hvor du vil have glæde af den forbedrede bremsekraft.
Er du på den anden side mere bekymret for praktikalitet, kompatibilitet, pris og måske vægt, kan det være, du bør holde fast i fælgbremserne.
Der er ingen tvivl om, at skivebremserne rent teknisk har et lille forspring, men nutidens fælgbremser er bedre end nogensinde før, og med dem går du med sikkerhed aldrig galt i byen.