Landevejscykling i udlandet: De populære destinationer

Vil du prøve kræfter med landevejscykling i udlandet, så har eksperten seks bud på destinationer, du kan tage hen.

To landevejsryttere på vej ind i byen Selva, der ligger på den spanske ø Mallorca, som er en af de anbefalede destinationer. Foto: Colourbox

Mallorca

Mallorca er det klassiske rejsemål for cykelmotionister fra det meste af Europa. Hvorfor? Fordi Mallorca opfylder alle krav til en god cykelferie eller træningsrejse. Den spanske ferieø beliggende i Middelhavet byder på noget af det bedste cykelterræn, man kan opstøve, klimaet er varmt og mildt om vinteren, de lokale er som regel gode til at tage hensyn til cyklister, og det er nemt at komme dertil.

Mallorca

Terrænmæssigt har Mallorca det hele. Øen er dog mest kendt i cykelkredse for sine stigninger, hvor Puig Major og Sa Calobra hører til blandt de mest legendariske. Også Coll de Soller, Coll du Honor og turen ud til fyrtårnet Formentor er fantastiske på cykel.

Øen er indrettet så smart, at langt de fleste stigninger ligger i bjergkæden Tramuntana, som går langs hele øens vestlige del. Den centrale og østlige del af øen byder på overvejende flade veje, men det er også muligt at finde højdemeter, hvis man er til den slags. Her kan blandt andre nævnes stigningerne til Randa og San Salvador.

Mange cykelturister har base i øens nordlige del ved kystbyerne Port d’Alcudia eller Port d’Pollenca. Her er man blot et stenkast fra bjergene, men man kan også køre syd- eller østpå, hvis man ønsker mere fladt terræn. Samme luksus har man også i Palma, som i øvrigt også er en fantastisk by, men her skal man være opmærksom på, at vejene generelt er større og mere trafikerede, og at der er lidt længere til de høje bjerge.

Toscana

Er du til ægte italiensk stemning, så er der ingen vej uden om Toscana. Den italienske region, som ligger ud til Middelhavet, har været hjemsted for et hav af danske og internationale cykelstjerner igennem årene. Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Mark Cavendish, Mario Cipollini og mange flere har boet og trænet her, og det er ikke tilfældigt. Desuden ligger Toscana inden for en kørselsafstand af Danmark, selvom det er en lang tur. Alternativt er der mulighed for at flyve til både Pisa og Firenze.

Toscana

Italiens største og mest ikoniske stigninger finder man ikke her, men det vejer Toscana op for med fantastisk natur, gode cykelruter og autentisk italiensk stemning. Landskabet er kuperet med masser af korte og stejle stigninger, små italienske landsbyer og vinmarker, så langt øjet rækker.

Her er ideelt træningsterræn for cykelmotionister på alle niveauer. Den mest kendte stigning i området må være Monte Serra, som er mange professionelles officielle testbjerg. Også Chanti-området, hvor nyklassikeren Strade Bianche køres med mål i Siena, byder på fantastisk cykelterræn.

Lucca er den klassiske base for en cykelrejse i Toscana, men også byerne Lido di Camaiore og Montecatini Terme er hjemsteder for et væld af cykelryttere. Området er perfekt til cykling i det tidlige forår, hvor vejret er mildt og solrigt, i forhold til hvad vi kender herhjemme. Sommeren kan være til den varme side for nogle.

Nice

Nice bliver et stadig mere populært rejsemål for cykelturister, selvom det ikke har samme historie som Mallorca og Toscana. Efterhånden har cykelmotionister fra hele Europa fået øjnene op for, hvor meget området omkring den franske Riviera har at byde på. Foruden masser af soltimer og et azurblåt hav findes noget af det bedste cykelterræn, man kan forestille sig, få minutters kørsel fra storbyerne Nice og Monaco.

Nice

Det skal gøres klart med det samme: Du rejser ikke til Nice for at køre på flad vej. Det er nærmest umuligt. Selv hvis du følger den trafikerede kyststrækning, går det en smule op og ned. Til gengæld byder baglandet på stigninger en mas. Af de mere kendte i cykelløbssammenhæng kan nævnes Col d’Eze, Col de Vence, Cote du Peille og Madone d’Utelle, men der er mange flere.

De største perler er de veje, som aldrig bruges til cykelløb, men som hver dag frekventeres af de utallige professionelle, som er bosiddende i området. Col de Turini og Col de Braus er kunst for den kræsne bjergrytter, og Lance Armstrongs gamle testbjerg Col de la Madone, som ligger navn til en serie af Trek-cykler, er rivieraens cykelperle nummer ét.

Rigtig mange cykelryttere er bosiddende i Monaco, men det skyldes nok snarere skattelyet end tilgængeligheden og boligpriserne. Nice er den perfekte base for en cykelferie på Cote d’Azur. Her er der adgang til et væld af forskellige stigninger og ruter, en spændende og kulturrig by, og så ligger lufthavnen lige ved. Klimaet er mildt om vinteren, men det kan være koldt i de tidlige måneder. Venter du til april eller maj bør du opleve sommerligt vejr og masser af sol.

Calpe

Den nok mest populære destination for træningslejre i vintermånederne blandt cykelholdene er den spanske Costa Blanca. Særligt området nord for Alicante omkring Benidorm, Calpe og Denia hitter. Det er ikke det lettest tilgængelige sted, og du finder nok også veje og stigninger, som er mindst ligeså gode at køre, andre steder, men på ét punkt er det svært at finde et sted i Sydeuropa, som matcher Calpe om vinteren. Vejret!

Calpe

Brian Holm blev engang spurgt, hvorfor Quick-Step holdet, hvor han er sportsdirektør, altid holder deres træningslejre i Calpe. Holm svarede, at han ikke kunne huske én regnvejrsdag i al den tid, de havde opholdt sig i området.

Selvom det selvfølgelig også kan være dårligt vejr på Costa Blanca, så er det bare sjældent, det sker. Daglig sol og temperaturer op omkring de 20 grader er slet ikke unormalt selv i vintermånederne. Desuden er terrænet varieret og hårdt uden at være alt for kuperet. På den måde passer forholdene også fint til en rejse i vintermånederne.

Den nærmeste lufthavn ligger i Alicante, og herfra er der et pænt stykke til kystbyerne Benidorm og Calpe, hvor de fleste baserer sig. Der går dog forskellige busser, og taxa er selvfølgelig altid en mulighed. I begge byer er det også muligt at booke sig ind på gode hoteller til meget fordelagtige priser i vintermånederne. Fra Calpe har du hurtig adgang til både de helt høje bjerge omkring Alto de Aitana, der lagde mål til en Vuelta-etape i 2016, til de meget populære mindre stigninger Coll de Rates og Vall de Ebo og til et mere fladt terræn, hvis du ønsker det. Her er lidt for enhver smag.

Gardasøen

Rigtig mange danske cykelturister kender Gardasøen, og det er ikke uden grund. Af stederne på denne liste er Gardasøen det nærmeste på Danmark, så det er bestemt muligt at klare turen i bil eller bus. Særligt i sommermånederne er der fyldt med danskere på campingpladserne omkring søen, så det vil næsten altid være muligt at finde nogen at køre med.

Gardasøen

Gardasøen er cykelvenligt på den måde, at der er noget for alle. Med base i samme by kan man hurtigt sammensætte fem ruter, som er vidt forskellige i sværhedsgrad. Her er alt fra lange og høje stigninger i Monte Baldo-bjergkæden, til korte og skrappe bakker nord for Verona og ud mod søen til flade vinsletter mod syd. De mest populære stigninger ligger øst for søen. Her kan nævnes de forskellige ruter til toppen af Monte Baldo, vejen fra søen til Prada eller længere mod øst fra Peri til Fosse. Vest for søen er bjergene flere og generelt vildere, men terrænet er knap så cykelvenligt.

Langt de fleste danskere bor langs søens østkyst i byerne Lazise, Bardolino og Garda, men det er bestemt intet krav. Her er gode muligheder for at finde enten en lejlighed, campingplads eller et hotelværelse, men skal du afsted i sommerferien, skal du være tidligt ude.

Fra østsiden har du let adgang til både Monte Baldo og det kuperede område nord for Verona. Du kan også følge søen de omkring 150 kilometer rundt eller køre en tur sydpå, hvis du er mere til flade kilometer. Vær opmærksom på, at der kan være sne og frost om vinteren, så en tur i forårsmånederne eller om sommeren er at foretrække.

Gran Canaria

Skal det være rigtig eksotisk, skal du et smut til de Kanariske Øer. Både Gran Canaria, Lanzarote, Tenerife, Fuerteventura og La Palma er fantastiske steder at cykle, men her går vi alligevel med hovedøen. Gran Canaria har en omkreds på bare 245 kilometer, men alligevel kan du opleve fire forskellige klimaer på øen. Fælles for områderne er dog, at det som regel er varmt, og at der er hårdt cykelterræn. Meget hårdt!

Gran Canaria

Medmindre du bor lige omkring hovedstaden Las Palmas, er det svært at finde bare to sammenhængende flade kilometer på øen. Det går simpelthen op eller ned det meste af tiden. Det hænger selvfølgelig sammen med, at øen er dannet af vulkaner, og at toppen er mere end 2.000 meter over havet.

Du kan faktisk cykle de 2.000 højdemeter næsten i ét stræk, direkte fra havoverfladen til øens tag, Pico de las Nieves. På en klar dag kan du se helt til vulkanen Teide på naboøen Tenerife. En alternativ vej til toppen er via Tårernes Dal, Valley of the Tears, som er blandt Europas stejleste asfalterede veje.

De fleste cykelturister har base på øens sydlige del i byerne Maspalomas, Playa del Ingles og Puerto Rico. Kører du nordpå, går det direkte op i bjergene, og vestpå kan du få lidt kuperede kilometer på den utroligt smukke kyststrækning til Mogan, inden du kører opad herfra. Om vinteren er her perfekt cykelvejr, så trænger du til et afbræk fra kolde Danmark, er de Kanariske Øer oplagt. Vær dog opmærksom på, at området er meget turistpræget de meste af året.