RICE: Sådan behandler du en akut skade

RICE: Rest, Ice, Compression og Elevation. Lær huskereglen at kende inden du får en akut skade - og undgå irriterende pause fra træning.

En pose frosne grøntsager fungerer fint som ispose. Foto: Niels Nyholm

Akutte skader

Vrider du om på anklen eller får en fibersprængning, så er det en akut skade, som skal behandles efter RICE-princippet.

Det gør ondt, når der rives, vrides eller trykkes noget væv i stykker, fordi de små nervetråde i området påvirkes. Vævets små blodkar, kapillærerne, vil også være beskadigede, og der siver blod ud i det omgivende væv.

Blødningen giver et forhøjet tryk i området, og det gør mere og mere ondt, efterhånden som blødningen tager til. Førstehjælp handler om at begrænse blødningen, så man undgår smerter og undgår / formindsker en efterfølgende hævelse.

Hvad er RICE-princippet?

R = ro (rest)
I = is (ice)
C = Kompression (compression)
E = Elevation (elevation)

Ro og aflastning

For ikke at forværre skaden, skal du stoppe med det, du har gang i og skåne det skadede område. Det betyder f.eks. at du ikke må støtte på foden, hvis den er forstuvet.

Smerter er kroppens advarselssignal, så lyt til kroppen og tag det alvorligt.

Is og nedkøling

Du bør lægge is på skaden cirka 30 minutter i timen de første seks timer. Ved større skader skal du regelmæssigt lægge is på i det første døgn.

Kulden dæmper smerterne, men virkningen er forholdsvis overfladisk. Det er altså ikke nok til at afhjælpe skaden. Derfor er det også vigtigt at følge de næste punkter i RICE-princippet.

Kompression

Der skal tryk på de første 24 til 36 timer. Hvis der stadig er en tendens til hævelse, skal der tryk på endnu længere tid.

Elastikbindet skal være bredt, langt og stramt, men ikke for stramt – huden må ikke blive blålig. Elastikbindet skal tættest på huden. Læg et klæde mellem elastikbind og ispose, og lad klædet fortsætte uden på isposen for at undgå, at dine hænder varmer posen.

Elevation

Hæv det skadede område i vejret – gerne 30 centimeter eller mere over hjertehøjde. Det sænker blodtrykket i skadeområdet, og risikoen for udsivning af blod mindskes.

Elevationen bibeholdes/ gentages i to døgn eller mere, især ved kraftig blødning eller hævelse. Hvis du ikke får udøvet førstehjælp på skaden i tide, så kan du stadig have gavn af elevation.

Hvornår kan man træne igen?

Hvis du hurtigt får behandlet din skade, får du måske ingen eller kun lidt hævelse. Men du skal stadig give det tid til at hele. Det behøver ikke betyde, at du skal opholde dig mange dage i sofaen i stedet for at træne. Tværtimod er det en stor fordel hurtigt at starte forsigtigt op igen.

Men øvelserne må ikke gøre ondt, og det er vigtigt at have compression og evt. nedkøling i baghånden, hvis der er tegn på at skaden bryder op og begynder at hæve.