Motion holder blodpropper på afstand
Motion får dit blodtryk til at falde og reparerer karvæggen, så risikoen for åreforkalkning og en blodprop mindskes
2 x 15 minutter hver dag
Fem år. Så meget forlænger to daglige gåture, hvor du får pulsen lidt op i 15 minutter hver gang, dit liv. Det påviser hjertelæge dr. med. Peter Schnohr i Østerbro-undersøgelsen, der siden 1976 har fulgt næsten 20.000 beboere på Østerbro og Nørrebro.
Motion holder nemlig blodpropper på afstand. Peter Schnohr forklarer:
”Triglycerid-indholdet i blodet falder, når du dyrker motion. Triglycerider er et fedtstof, der virker som energidepot til musklerne, men det kan sætte sig fast i karvæggen. Når du løber en længere tur, halverer du indholdet af triglycerider i blodet, og først 48 timer efter løbeturen er det oppe igen. Så her er motion virkelig effektivt,” siger han.
”Samtidig bliver de små blodpladers evne til at klumpe sammen mindre. Så der er færre blodpropper i hjerte og hjerne hos folk, der motionerer jævnligt.”
Reparerer karvæggen
Der bliver ikke bare færre triglycerider i blodet, når du motionerer. Karvæggen bliver også mere fin og glat, så fedtstofferne ikke så let kan sætte sig fast. Er karvæggen sprukken, er der større risiko for blodpropper. Især sukkersygepatienter har ofte en lidt dårlig karvæg.
Lavere blodtryk = undgå hjerneblødning
Når du dyrker motion regelmæssigt, falder dit blodtryk.
”Hver gang blodtrykket falder 10 mm, mindskes risikoen for en hjerneblødning eller blodprop i hjernen med 40 procent. Blodtrykket er hamrende vigtigt, men vi respekterer det ikke så meget her i Danmark. Det kommer vi til,” spår Peter Schnohr.
Blodet bliver desuden tyndere, og så kan det lettere rulle igennem de småbitte blodkar uden at danne propper.
Hvilepulsen falder
Jo lavere gennemsnitspuls, du har, jo længere lever du. Forskerne ved ikke helt hvorfor. I gamle dage sagde man, at man kun havde et vist antal hjerteslag til rådighed, og så døde man.
Motion får hvilepulsen til at falde.
”Folk med gennemsnitspuls på 60, 70, 80 og 90 har tydeligt forskellig levelængde. Jeg tror, årsagen er, at hjertet ved en lavere puls bedre kan fylde sig helt og tømme sig, så nyttevirkningen forbedres. Men det er ikke bevist,” siger Peter Schnohr. ”Du kører simpelthen længere på benzinen, når du har lavere puls.”
Hjertepatienter skal også træne
Hjertepatienter er ofte bange for at udsætte hjertet for belastning ved træning, men det skal de ikke være, påpeger Peter Schnohr. Det kan godt betale sig at gå i gang. Man skal dog begynde langsomt, gerne med daglige spadsereture på 15 til 30 minutter. Efterhånden sættes tempoet op til raske traveture. Det giver god motion.
På den måde forbedres hjerte og kredsløb, og risikoen for hjerteproblemer mindskes betydeligt. Desuden øges levelængden.
Under almindelig træning opstår der sjældent hjerteproblemer. Men deltager man i konkurrencer, kan risikoen øges betydeligt. Derfor frarådes hjertepatienter at konkurrere.