Løbestilsanalyse: Spinkelt grundlag når du køber løbesko
Sportsforretninger giver gerne en løbestilsanalyse, før de sælger løbesko. Men du kan ikke bruge den til særlig meget.
Løbestilsanalyse - et bredt begreb
Der er himmelvid forskel på, hvad der bliver lagt i begrebet løbestilsanalyse:
Løbestilsanalyse i en sportsforretning: Efter to minutter på løbebånd har ekspedienten dommen klar: ”Du skal have et par løbesko mod pronation!” Det kan han se på videooptagelsen.
Løbestilsanalyse hos en idrætsfysiotererapeut: Efter halvanden time med undersøgelser og video-optagelser af løb på løbebånd har fysioterapeuten en række råd til løberen.
Begge dele bliver lanceret som løbestilsanalyse. Men det giver sig selv, at der er stor forskel på udbyttet.
Forskelligt udbytte, forskellig pris
Der er også forskel på prisen på de to løbestilsanalyser.
Butikkens hurtige løbestilsanalyse får du gratis. Fysioterapeutens grundige løbestilsanalyse skal du betale for.
Vær kritisk når du køber løbesko
Med de positive briller på kan man sige, at der er mange niveauer af løbestilsanalyse. Med de knap så positive, at der er gået inflation i begrebet løbestilsanalyse.
Det betyder, at du må se dig grundigt for og være kritisk over for den rådgivning, som du får, når du køber løbesko.
Uanset niveauet af den løbestilsanalyse, du har fået, er det nemlig meget lidt, vi kan sige med fuldstændig sikkerhed.
Løbestilsanalyse skal sælge løbesko
Gennem det seneste årti er antallet af løbere eksploderet. Det samme er sportsforretningernes kreative påhit, når det gælder salg af løbesko.
Med en løbestilsanalyse forsøger man at kaste en grad af objektivitet og videnskabelighed over valget af løbesko. Typisk sker det med fokus på ganske få ting, især pronation - altså i hvor høj grad foden "falder indad" ved landingen.
En undersøgelse i oktober 2012 har vist, at løbesko ikke forebygger skader. Der er dog stadig brug for mere forskning om løbesko og løbeskader.
Vi kan altså ikke tillade os at være firkantede omkring, hvilke løbesko som passer lige præcis til hvilke løbere. Heller ikke ud fra en videooptagelse.
Sådan vælger du løbesko
Som løber må du prøve dig frem, når du vælger løbesko.
Til det formål er det helt fint, at sportsforretningerne har et løbebånd, hvor du kan prøve en række forskellige løbesko.
Det par løbesko, som føles rigtig rare at have på og komfortable at løbe i – ja, dem ville jeg vælge.