Yoga gør dig bom-stærk

Hvis du tror, yoga kun handler om afslapning og vejrtrækning, bliver du overrasket, når du prøver det. Øvelserne kan nemlig give dine muskler et kæmpe powerboost.

Kan du holde den? Båden - som øvelsen på billedet hedder - er benhård og giver nogle seriøse mavemuskler. Foto: Pia Konstantin Berg

Du behøver ikke kæmpe med håndvægte og maskiner i fitnesscentret for at få en stærk og tonet krop. Hvis du vil udfordre din krop på en sund måde, kan yoga give styrke og samtidig afspænde de muskler, der er for stramme.  

Læs også: Restituer med Yin Yoga

”Yoga er en total anderledes og fed måde at arbejde med kroppen på i forhold til andre motionsformer. Jeg har en fornemmelse af, at jeg er blevet meget stærkere og har fået meget mere kontrol over min krop,” fortæller DGI Landsinstruktør i yoga og fysioterapeut Ulla Mikkelsen.

Hun har dyrket yoga i syv år, og selvom hun også underviser i andre træningsformer, får hun noget helt unikt ud af yogaen. Det samme kan hun se hos deltagerne på sine hold.

”Jeg tror, mange bliver overrasket over, hvor hårdt yoga faktisk kan være. De tror, det handler om at ligge på ryggen og trække vejret. Men de bliver tændte, når de finder ud af, at man kan styrke kroppen uden at bruge andre redskaber end sig selv”.

Mærk musklernes forandring

Instruktør Mette Timm begyndte at dyrke yoga som 39-årig og følte meget hurtigt, at musklerne begyndte at forandre sig.

”Jeg kan se, at jeg er blevet stærkere. Jeg har altid været lidt en drengepige og firskåren, men jeg er blevet mere tonet,” siger hun.

Hun ser yoga som et godt supplement til andre motionsformer - men hvis hun kun skulle vælge at lave en ting, ville yogaen vinde, fordi øvelserne både giver hende styrke og ro. Desuden hjælper yogaen også med at forbedre hendes konditionstræning.

”Jeg kan ikke løbe et maraton hurtigere, men jeg føler, at jeg bærer min form bedre. Når jeg har været ude og lave anden motion, kommer jeg mig hurtigere. Jeg bliver ikke ramt af skader eller bliver nedslidt. Jeg kan fysisk mærke, at jeg løber bedre, fordi der er noget, der er blevet strukket ud,” fortæller Mette Timm.

Ekstra udfordring til mænd

Mange opfatter yoga som noget feminint, men øvelserne kan faktisk være et ekstra effektivt redskab for mænd, som vil arbejde med deres muskler på en helt ny måde.

Læs også: Yoga for hele kroppen

”De fleste mænd er vant til at være bedre til fysisk træning end kvinder, men med yoga er det ofte modsat. Mænd har større og kortere muskler, så til at begynde med kan vi ikke gennemføre de samme stillinger, som kvinderne kan. Det kan være ekstremt hårdt at stå i stillingerne, hvis du er stærk,” fortæller forfatter og yogainstruktør Simon Krohn.

Mette Timm oplever større tilslutning blandt mænd på yogaholdene, og hun håber, der kommer endnu flere til.

”Mange mænd er meget stive i betrækket og kommer med fordomme om, at det er noget tøsepjat, men det finder de hurtigt ud af, at det ikke er. De bliver trætte og arbejdet igennem, og de mærker også det psykiske overskud,” fortæller hun.

Lyt til kroppens signaler

Selvom dine muskler kommer på hårdt arbejde med yoga, så sker det på en sund måde, netop fordi du bruger din egen krop i øvelserne. Du kan dog stadig risikere at overbelaste musklerne, så det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvor meget din krop kan holde til.

”Hvis yoga skal gøre noget godt for os på et dybere plan, er det ikke selve yogaen, der skal være i fokus - det er dig og kroppen, der er det vigtige. Vi skal ikke bide tænderne sammen og overhøre de signaler, kroppen sender os i forbindelse med smerte og ubehag,” forklarer Simon Krohn. 

Ulla Mikkelsen oplever af og til, at deltagere på hendes hold bliver for ivrige efter at opnå den fulde effekt af øvelserne, og det kan faktisk ende med at få den modsatte virkning.

”Nogle er så fleksible og presser sig selv så meget, at de laver vold mod deres egen krop. Min filosofi er, at det skal være sundt, og der skal være balance i træningen. Det er ikke nok bare at lave styrkedelen. Det er også vigtigt at få ro i liv og krop og sjæl,” fortæller hun.