Sådan spiser du dig til en sund alderdom
Du kan øge chancen for et sundt liv som 70-årig, hvis du spiser en sund kost midt i livet.
Det kan være afgørende, hvad din kost består af midt i livet, hvis du vil have en sund alderdom. Det viser et studie fra Københavns Universitet lavet i samarbejde med Harvard University og University of Montreal, hvor man har undersøgt sammenhængen mellem otte forskellige kostplaner og et godt helbred som 70-årig.
Studiet viste, at en kost med masser af grøntsager, frugt, bælgfrugter samt et lavt til moderat indtag af sunde, animalske proteiner viste en særlig sammenhæng med sund aldring. Resultaterne er baseret på data fra mere end 105.000 amerikanske mænd og kvinder, der er blevet fulgt gennem mere end 30 år, der løbende har svaret på spørgeskemaer om, hvad de har spist.
Ikke en ”one size fits all”
Særligt en bestemt kostplan kaldet Alternative Healthy Eating Index (AHEI) viste en sammenhæng med sund aldring. Den består primært af frugt, grønt, fuldkorn, nødder, bælgfrugter og sundt fedt – og uden rødt eller forarbejdet kød, sukkerholdige drikkevarer, tilsat salt og raffineret korn.
Den femtedel af deltagerne, der scorede højst på skalaen for AHEI, havde en 86% større sandsynlighed for et godt fysisk, kognitivt og mentalt helbred uden 11 kroniske sygdomme, når de fylder 70 år, sammenlignet med den femtedel, der scorede lavest.
Ifølge Marta Guasch-Ferré, der er en af forskerne bag studiet og lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet, er viden om kost og sund aldring vigtigt, idet vi både vil leve længe, godt og have et selvstændigt liv med et godt fysisk, psykisk og mentalt helbred – også når vi bliver ældre.
Studiet viste også, at et stort indtag af mættede fedtsyrer, salt, sukkerholdige drikkevarer og rødt eller ultraforarbejdet kød viste sammenhæng med dårligere chancer for et godt helbred sidst i livet. Men alle otte kostplaner, som forskerne undersøgte, viste sammenhæng med sund aldring. Derfor er der ikke en ”one size fits all”, når det kommer til kost og sundhed, og der er flere måder at spise sundt på midt i livet for en sund alderdom, påpeger Marta Guasch-Ferré.