Ondt i svangen? Årsag og forebyggelse
Idrætsfolk er udsatte for skader i svangsenen. Stop op, hvis du vil undgå langvarige problemer. Læs hvordan du spotter og forebygger skade i svangen.
Ofte er det svangsenen, som driller, når idrætsfolk får ondt i svangen.
Alle, der hopper, springer eller løber i deres idræt, er udsatte. Hvert eneste skridt trækker nemlig i svangsenen, som spænder mellem hælbenet, bagtil, og de fem tæer, fortil.
Og trækket kommer oven i købet i to omgange: Dels ved fuld vægtbæring, hvor foden flader en smule ud og falder lidt indad som en del af den naturlige støddæmpning – også kaldes pronation. Og dels i afsættet, hvis det ligger så langt fremme, at tæerne bliver bøjet opad.
Hælsporer eller hælspore-smerter
Som regel drejer det sig om den inderste kant af senen eller dér, hvor senen hæfter på hælbenet. Hvis det sidste er tilfældet, kalder vi det ’hælsporer’ eller ’hælspore-smerter’.
Tag de første tegn alvorlige
Det er vigtigt at tage de første tegn alvorlige, fordi vi ved, at seneproblemer kan blive langvarige, hvis de ignoreres. Ved en begyndende og ’forkert’ ømhed i svangen, bør derfor du stoppe op og undgå de aktiviteter, som provokerer ømheden eller smerten. Og gå så på jagt efter årsagen eller årsagerne.
Jagten på årsagerne…
Både eksterne og interne faktorer kan spille en rolle. Ofte er det en kombination. Se faktabokse til højre.
Gå de forskellige muligheder igennem, og du vil sikkert støde på en eller flere faktorer, som kunne være årsager hos dig. Fjern eller reducér årsagerne mest muligt. Eventuelt kan du hente hjælp hos en erfaren træner, instruktør eller fysioterapeut, hvis du synes, det er svært at pege på mulige eller oplagte årsager.
Start din træning blidt op igen
Når årsager er fundet og fjernet, kan du blidt starte på dine aktiviteter igen på et niveau, hvor du ikke generer senen. Det er måske omkring 50 %. Eller lavere.
Så trapper du gradvist op igen, fx med 10 % om ugen. Det kaldes også stigeprincippet.
Under ’jagten’ og optrapning kan du gennemføre alternativ træning med aktiviteter, som ikke involverer hop, spring og løb. Alt fra cykling, vandløb, svømning, fitnesstræning, styrketræning – ja, masse af ting – kan sagtens lade sig gøre uden at trække i svangsenen.
Forebyg ved at gøre dine fødder stærkere
Jo, du kan forebygge. Dels kan du være opmærksom på risikofaktorerne. Såvel eksterne og interne. Og dels kan du træne dine fødder. Til det sidste får du her en række simple forslag:
- Gå ofte med bare fødder
- Gå eller løb med bare fødder på blødt græs
- Gå eller løb kort barfodet i sand
- Øv dig i at trække svang sammen og gøre foden lidt kortere, ’kortfodsøvelse’
- Krøl en avisside eller et håndklæde sammen med fødderne
- Leg med en lille bold, evt. ’ballstick’ eller lign., og få svangsenen maseret
- Brug ofte fleksible sko, som tillader fødder at arbejde
- Brug i det hele taget dine fødder, også så de af og til blive trætte – og hermed trænet