Tag en træningspause: 4 grunde til at skrue ned for træningen
Planlæg dine pauser i din løbe- eller cykel-træning i stedet for at lade skader, manglende motivation og træthed styre.
1. Boost din form
Op til en konkurrence kan en periode med reduceret træning gøre, at man bliver frisk, frem for at man møder træt frem, fordi man lige skulle tjekke formen eller indhente noget tabt træning. Ofte bruger man ”mental energi” på de sidste hårde pas frem for på dagen, hvor det gælder.
Principperne for ”formtopning” er at reducere kilometermængden, men bevare intensiteten. Mange videnskabelige studier har vist, at denne metode ”booster” formen.
2. Pause efter konkurrence
Efter langdistancekonkurrencer skal der en pause til, inden man igen er klar til at træne hårdt. Mange øger træningsmængden for tidligt. Men gassen går af ballonen, hvis ikke man giver sig selv tid til at restituere fysisk og mentalt, eller også reagerer kroppen med en skade. I vægtbærende idrætsgrene er pausen nødvendig også af rent fysiske årsager.
En god tommelfingerregel er, at der skal gå fire uger efter et maratonløb, før man igen træner 100 procent. I de fleste udholdenhedsidrætsgrene spiller det mentale aspekt en afgørende rolle.
3. Undgå skader
En periode med overdreven træthed eller flere på hinanden følgende skader er tydelige tegn på, at man har trænet for hårdt. Kroppen vil reagere positivt på en periode med mindre træning.
Træthed og skader opstår typisk fordi kroppen ikke kan absorbere den træning, den bliver udsat for. Mindre træning giver derved ofte samme, eller ligefrem yderligere, fremgang.
4. Luk mere ind i dit liv
Udholdenhedsatleter, der træner stort set hver dag, bør tage en restitutionsperiode i hvert fald en gang om året. Også selvom der ikke er nogen direkte grund til det.
Man skal ikke stoppe helt med at træne, men reducere sin træning til det halve eller det kvarte. Gør man det i 3-4 uger, mister man stort set ikke form.
Jeg har gode erfaringer med, at hårdttrænende løbere i sådan en periode får tankerne lidt væk fra løb og får ekstra tid til alt det, som dagligdagen ikke levner tid til. Ofte har løberen ikke lyst til at tage en pause – det kan være svært at træne mærkbart mindre. Men en træningsnedsættelse gavner på lang sigt; Man kan slippe af med småskavanker som ellers kan udvikle sig til reelle skader, man kan blive rigtig sulten for at træne igen og konkurrencepresset mindskes.
Hvorfor ikke selv planlægge sine pauser frem for at lade skader, manglende motivation, træthed og dårlige resultater styre?