Hold fast i din motivation

Læg din træning ind i kalenderen og fortæl andre om dine delmål, så de spørger til dem. Det fastholder din motivation

Lav aftaler med træningsmakkere, men også med familien og i din egen kalender. Foto: Colourbox (arkivfoto)

Tal højt om dine planer – det forpligter. Når du fortæller familie og venner om dit (realistiske!) mål, forpligter du dig selv, og samtidig med vil du møde interesse fra omverdenen. Hvordan går det med træningen, spørger kollegaerne.

”Man føler, at det, man gør, er interessant, og det giver motivation,” siger idrætsforsker Thomas Bredahl, Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

Lav aftale med familien

I en travl hverdag med job og andre forpligtelser vil du løbe ind i forhindringer. Derfor er det vigtigt, at du forbereder dig til træningen og laver planer for, hvornår den kan passe ind.

”Lav aftaler med familien, så du kan få tid til din træning, og den kan passe ind med familiens øvrige planer. Lav aftale med din ægtefælle om, at han/hun tager børnene på helt bestemte tidspunkter, som bliver sat af til din træning,” siger Thomas Bredahl.

”Kalenderen er et dejligt forpligtende redskab, for når der står ”Niels motion” i kalenderen søndag morgen til klokken 12, så er der altså større chancer for, at det punkt bliver til noget.”

Positiv psykologi

Den umiddelbare tanke, før du skal træne, kan måske lyde: Åh nej, jeg skal træne i dag, det bliver hårdt.

Men ifølge Thomas Bredahl er det afgørende for motivationen, at du i stedet tænker: Jeg skal træne i dag, det bliver hårdt.
Men jeg har det så godt bagefter, og når jeg først er kommet af sted, er det ikke så slemt.

Prøver man at tænke og tale positivt om træningen, får man mere lyst til den.

”Tænk på de tidligere gange, hvor du har følt den dejlige fornemmelse i kroppen efter at have trænet. Brug de gode billeder og dine egne erfaringer, så bliver sandsynligheden for succes meget større,” siger han.

De hårde dage: Træn for at få lyst

Nogle gange kan de positive tanker ikke fortrænge de negative helt, og så kan det være nødvendigt at træne af pligt for at få lyst.

”Man skal være bevidst om, at nogle dage bare er trælse, og der vil være hårde perioder, hvor kroppen har svært ved at klare udfordringen. Men pludselig vil man opleve, at det rykker. Det kan være med til at forvandle pligtfølelsen til en lystfølelse. Og man ved jo ikke, hvad man går glip af, hvis man ikke prøver det,” siger Thomas Bredahl.

Husk at fejre det

Når du når dine delmål, er det vigtigt at huske at fejre det, påpeger Thomas Bredahl.

”Måske kan du invitere din ægtefælle på weekend, eller du tillader dig ganske enkelt bare at stå med hænderne over hovedet og juble. Men gør det!”