Drik mælk og få stærke knogler

Drik mælk, hvis du vil have stærke knogler, også når du bliver gammel! Mælk og mælkeprodukter er din hovedkilde til kalk.

I mælk er der så meget kalk, som er let at optage for kroppen, at mælkeprodukter er helt centrale for os som kalk-kilde. Foto: Colourbox

Mælk giver stærke knogler

Jo større knogletæthed – jo stærkere knogler.
Knogletæthed falder med alderen, derfor er det vigtigt at passe på sine knogler, så de ikke bliver skrøbelige før tid.

Mælk har et højt indhold af kalk (calcium), som er vigtigt for at sikre en høj knogletæthed.

Hvorfor giver mælk dig mere kalk end andre fødevarer?

Mælk giver dig rigtig meget kalk, fordi mælk har et stort kalk-indhold og en høj biotilgængelighed.

Biotilgængelighed er et udtryk for, hvor nemt vi har ved at optage kalk. Så det er altså også et udtryk for, hvor meget af den kalk, som madvaren indeholder, vi i realiteten optager under fordøjelsen.

Nogle stoffer modvirker kalk-optagelse

Biotilgængeligheden påvirkes af forskellige indholdsstoffer i visse fødevarer.

Spinat, brøndkarse og rabarber indeholder f.eks. et stof, som hæmmer optagelsen af kalk.

Spinat er faktisk et ekstremt eksempel på ringe biotilgængelighed, så på trods af at spinat har et højt indhold af kalk, optager vi i praksis ikke ret meget af det.

Spis grønkål – det giver kalk

Den bedste kilde til kalk, hvis du ikke ønsker at drikke eller spise mælkeprodukter, er grønkål, fordi det både indeholder meget kalk og har en høj biotilgængelighed.

Til gengæld kræver det, at du spiser næsten 400 g grønkål dagligt, hvis du skal have dækket dit kalk-behov alene fra denne fødevare.

Indeholder mælkeprodukter lige meget kalk?

Kalk-indholdet i mælkeprodukter er ikke afhængigt af mælkens fedtprocent. Du får altså lige så meget kalk ved at drikke skummetmælk som sødmælk.

Produkter som ymer og ylette fremstilles på en særlig måde, der øger indholdet af kalk og protein i forhold til i mælk og øvrige surmælksprodukter.

Ost har det højeste indhold af kalk. Men det er ikke hensigtsmæssigt at du spiser store mængder ost dagligt pga. dets store indhold af mættet fedt.

Hvor meget mælk skal du drikke?

Det anbefales, at du drikker mellem 350 ml (svarende til 3,5 dl) og 0,5 l mælk eller mælkeprodukt dagligt.

Svært at få nok kalk uden mælkeprodukter

De Nordiske Næringsstof-rekommandationer anbefaler, at både mænd og kvinder dagligt indtager mindst 800 mg kalk.

En dansk gennemsnitskost indeholder kun ca. 300 mg kalk ud over den kalk, som tilføres fra mælkeprodukter.

Hvis du spiser en gennemsnitlig kost, er det altså ikke realistisk at dække det daglige kalk-behov uden mælkeprodukter.

Der er ganske vist kalk i en række grøntsager, men hvis du skal nå målet om mindst 800 mg kalk dagligt, skal du spise meget store mængder af dem.

Rapport om mælk

Mælk er et emne, som kan få bølgerne til at gå højt i sundhedsdebatten, og eksperterne har svært ved at nå til enighed.

Derfor har Ernæringsrådet udarbejdet en rapport på baggrund af den eksisterende forskning om mælkens rolle som kalkkilde og om, hvordan mælk påvirker udviklingen af knogleskørhed.

Denne artikel er skrevet på baggrund af rapportens konklusioner. Læs den her:
Betydningen af mælk som calciumkilde og for udvikling af osteoporose