Kenneth svømmer i havet: Jeg kommer hjem med overskud

Han kastede op på sin første åbent vand-svømmetur, men nu tager han gerne 2500 meter. Kenneth Florager er vild med at svømme i havet.

Kenneth Florager var ikke den store svømmer før, men nu er han vildt begejstret for åbent vand-svømning.

To gange om ugen starter 48-årige Kenneth Florager bilen hjemme i Tommerup på Fyn og begiver sig de knap 40 kilometer til Middelfart. Målet er Føns Havbane, hvor han siden sidste forår har crawlet sig gennem det salte vand i sin våddragt.

Læs også: Guide: Værd at vide om åbent vand svømning

Sommetider står han op klokken fem om morgenen for at kunne nå hjem til familien og madpakkesmøringen, inden jobbet som energikonsulent kalder. For Kenneth Florager er blevet vildt begejstret for sine svømmeture i havet.

”Det giver ro. En selvtilfredshed, vil jeg næsten kalde det. Du har det bare rart, når du kommer op af vandet efter en svømmetur. Jeg kommer hjem med overskud til både familien og jobbet,” siger Kenneth Florager.

Trend: Danskerne vil motionere udendørs

Han er langt fra den eneste, der ifører sig våddragt og pang-farvet badehætte og svømmer i havet. Flere og flere danskere bliver bidt af åbent vand-svømning.

Tendens bekræftes af undersøgelsen ”Danskernes Motionsvaner” fra Idrættens Analyseinstitut. Den viser, at voksne gerne vil motionere udendørs, og naturen er den foretrukne idrætsarena.

16 procent af voksne mænd, og 7 procent af voksne kvinder angiver vandet som deres foretrukne sted at få motion.

Mini-triatlon fik ham i gang med åbent vand

Kenneth Florager havde stort set ingen erfaring med hverken svømning i svømmehal eller havet, da han begyndte. Han lærte at svømme i sin skoletid, men har aldrig gået i en klub.

Læs også: Kom godt i gang med svømning i åbent vand

Det faktum fik ham dog ikke til at tøve, da én i hans netværk provokerede ham kærligt til at komme i gang med en mini-triatlon.

”Så gik jeg i gang med at sætte mig ind i, hvad en triatlon går ud på, og der skal man altså svømme i havet,” fortæller Kenneth Florager.

Han hørte om Føns Havbane, hvor åbent vand-svømmere og andre med interesse for open water mødes, og en søndag i maj 2015 mødte Kenneth Florager op. Helt ny ud i havsvømning.

Fra søsyg til begejstret

”Der var nok 25 mennesker samlet og en virkelig god stemning. Alle virkede meget åbne over for nye. Desværre gik min første svømmetur ikke så godt. Jeg blev søsyg og kastede op,” fortæller han.

Den ublide start afskrækkede ham dog ikke. Og han har også fundet ud af, at ørepropper hjælper ham til at svømme helt uden gener.

Havsvømning giver specielle oplevelser

Nu tager Kenneth Florager gerne 2500 meter, når han er af sted, og han er klart blevet en stærkere svømmer. I vinters fik han svømmeundervisning i en svømmehal i Odense, men klorvand trækker slet ikke så meget som havet.

Læs også: Gode råd: Svømning i svømmehal, sø og hav

”Havsvømning er meget mere fascinerende, fordi du skal tage hensyn til bølger, strøm og vejret i det hele taget. I vinter svømmede vi, mens der faldt snefnug. Det var en helt speciel oplevelse, som du jo aldrig kan få i en svømmehal.”

Fordelene ved åbent vand-svømning er til at få øje på, men spørger man om ulemper, er Kenneth Florager også helt klar i spyttet:

”Brandmænd! De er umulige at undgå og ikke særligt sjove at stikke sin hånd ind i. Men jeg har en skraber med, som tager det værste, og så går svien jo over igen i løbet af dagen.”

Råd til nye åbent vand-svømmere:

  • Svøm aldrig alene
  • Tag ikke længere distancer, end du kan overskue i begyndelsen
  • Lær af de erfarne svømmere og instruktører
  • Begynd om sommeren, når temperaturen i havet er på sit højeste. Det er rarest og gør det nemmere at fortsætte havsvømning ind i efterår og vinter