Løbetræningsprogram: Lær at løbe 5 km uden pause

På 8 uger bliver du fit til at løbe 5 kilometer uden at holde pauser undervejs. Du får tilsendt en mail hver 7. dag med et ugeprogram, du skal følge.

Du har i princippet ikke brug for andet end et par løbesko og løbetøj til dette træningsprogram. Foto: Colourbox

 OBS.: TILMELDING TIL TRÆNINGSPROGRAMMET ER I BUNDEN AF ARTIKLEN

Læs også: Guide: 9 gode styrkeøvelser til løbere

Inden du kastes helt ud i løbetræningsprogrammet, er der en lille smule introduktion, du bør have.

Passer træningsprogrammet til dig?

Programmet er naturligvis ikke er 100% skræddersyet til dig, men det har en rigtig god struktur til begyndere generelt. Derfor skal du også sørge for selv at mærke efter, og respektere, hvis du føler at kroppen fortæller, at du skal tage en let dag - også selvom der er en hård dag i programmet! Med andre ord, så skal du mærke efter og bruge din sunde fornuft og justere, hvis det er nødvendigt.

Hvorfor skal du følge et program?

Det siges, at al begyndelse er svær, og det kan der også være noget om inden for løb. En meget stor del af dem, der starter med at løbe, ender desværre med en skade, hvilket understreger vigtigheden af, at du starter rigtigt op. I denne forbindelse kan det være en rigtig god idé at følge et program, da det sikrer en fornuftig struktur og progression, så kroppen kan følge med.

Læs også: Det regner og du vil løbe: Sådan klæder du dig på

Det skal du være opmærksom på

Som nævnt, så er der mange nyløbere, som får skader. Det kan bl.a. forklares ud fra den problemstilling, at sener og knogler tager længere tid om at restituere end muskler.

Du vil som nyløber formentlig opleve, at du forbedrer dig rimelig hurtigt, men da sener og knogler tager længere tid om at tilpasse sig den nye belastning, handler det om at være lidt mere forsigtig i starten, og ikke øge belastningen for hurtigt. Derfor vil et godt begynderprogram også føles “lidt for let” i den første tid, da det selvfølgelig skal undgås, at du ender med at blive skadet!

Hvad skal jeg bruge, for at komme i gang?

Der er “need to have” og “nice to have”. I princippet har du ikke brug for andet end et par løbesko og løbetøj.

Læs også: Den dovne løber: Behøver jeg træne op til et 10 km-løb?

Herudover kan det anbefales, at du har et eller andet form for ur, da der er forskellige tidsangivelser i programmet. Du kan bruge din telefon eller et almindeligt armbåndsur, men optimalt kan det anbefales, at du anskaffer dig et løbeur med GPS i. Her får du ikke kun mulighed for at holde øje med tid, men derudover får du også via GPS’en information om, hvor langt og hvor hurtigt du løber. Det er alt sammen med til at motivere dig, og af netop denne grund er der stor værdi i at anskaffe sig lidt grej.

Som en sidste ting kan det nævnes, at et socialt element er med til at øge chancen for, at du holder ved; kan du finde en løbemakker, som du enten bare tilmelder dig forløbet sammen med, eller du måske endda også træner med, så kan I holde hinanden ved ilden, skulle motivationen på et tidspunkt få et lille dyk.

Fokuspunkter hver uge

I de forskellige uger vil du få forskellige fokuspunkter, som omhandler din løbeteknik.

Læs også: Løb: 5 tegn på du ikke restituerer nok

En god løbeteknik kan både give hurtigere tider og mindske risikoen for skader, så derfor er det rigtig fornuftigt at arbejde med det fra starten af. Husk dog også, at du skal have nogle ture, hvor du blot nyder at være afsted, og lader teknik være teknik - der er jo også mange andre ting, som du kan opleve på en løbetur - eksempelvis den smukke natur!

Læs også: Sådan fortsætter du dit løb, selvom hovedet siger stop