Glem sort kaffe: Mælk i kaffen kan være sundere
Mange har sikkert fravalgt mælk i kaffen med en sund bagtanke – men det tyder forskning på, at du ikke behøver at gøre, tværtimod. Kombinationen ser nemlig ud til at have en såkaldt antiinflammatorisk effekt, viser forskning.
Inflammation bliver på dansk kaldt en betændelsestilstand, og det sker naturligt i kroppen, hvis du for eksempel får et slag eller en overbelastningsskade. At noget er antiinflammatorisk betyder, at det fjerner eller nedsætter betændelsestilstanden.
Netop denne funktion tyder forskning på, at kaffe med mælk har. Årsagen er, at mens mælk er fyldt med proteiner, er kaffebønnen er fyldt med polyphenoler.
”Det, vi har fundet i vores studie, som slet ikke er kendt før, er, at når polyphenoler reagerer med proteiner, så har de en endnu bedre sundhedsmæssig effekt,” fortæller Marianne Nissen Lund, der er professor ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet og har stået i spidsen for studiet.
Kaffe med mælk kan mere end sort kaffe
Polyphenoler er antioxidanter, der er med til at forebygge og forsinke, at vores organer eller sunde kemiske stoffer i vores krop bliver skadede eller ødelagte. De findes blandt andet i forskellige frugt og grøntsager – og dermed også i drikke som kaffe og vin.
Når proteiner og polyphenoler kombineres, viser forskningen, at immuncellerne bliver dobbelt så gode til at bekæmpe inflammation, som immunceller kun med polyphenoler.
”Polyphenolernes evne til at hæmme inflammation bliver styrket i kombinationen med proteiner – som altså sker, når man blander kaffe med mælk. På den måde tyder det på, at kaffe med mælk er bedre til at bekæmpe inflammation end almindelig sort kaffe,” siger Marianne Nissen Lund.
Første skridt på vejen
Forskningen om kaffe med mælk er stadig i sit første stadie; indtil videre er kombinationen af polyphenoler og proteiner kun undersøgt i såkaldte immunceller.
”Immunceller er velegnede til at undersøge den her antiinflammatoriske effekt – og det er første skridt på vejen til at forstå, om det overhovedet er interessant at undersøge nærmere i dyr og i mennesker. Det kunne lige så vel være, at vi slet ikke have set nogen effekt, og så var det jo ikke særlig spændende at gå videre med,” siger Marianne Nissen Lund.
Derfor kender man endnu heller ikke til, hvor stor en mængde af kaffe med mælk man skal drikke, før det har en sundhedsmæssig effekt.
”Vi ved ikke endnu, om det kun virker, hvis man drikker 500 kopper kaffe om dagen, eller om én kop kaffe er nok – for det er klart, at 500 kopper kaffe er ikke sundt for nogen,” siger Marianne Nissen Lund.
Mælk i kaffen – eller i vinen?
Der findes mange forskellige typer af polyphenoler, faktisk op til cirka 8000 polyphenoler i naturen. I forskningsstudiet er der undersøgt to af dem, som også er i kaffe.
Marianne Nissen Lund tror på, at den samme gode effekt opstår ved andre kombinationer af proteiner og polyphenoler, eksempelvis en smoothie lavet med frugt og yoghurt eller en kødret med grøntsager.
Kan man i princippet blande mælk med vin og få samme effekt?
”I princippet ja, men vi har kun undersøgt de her to polyphenoler, som findes i kaffe. Om den samme effekt gør sig gældende for alle andre typer polyphenoler ved vi ikke endnu, men det er selvfølgelig også en af de ting, vi rigtig gerne vil undersøge fremadrettet,” siger Marianne Nissen Lund.