Mange tror, at triatlon kun er for eliten

Er du en af dem, der tror, triatlon kræver en dyr racercykel og en perfekt crawl, så tager du fejl. Sporten er for motionister på alle niveauer, og derfor er DGI Triatlon nu klar med et helt nyt koncept

Triatlon er ikke kun for eliten - det er også en sport for 'almindelige mennesker', der bare gerne vil hygge sig sammen, have motion og fede oplevelser. Foto: Colourbox

Har du overvejet at gå i gang med triatlon, men droppet tanken igen, fordi du ikke har nogen racercykel. Fordi du ikke kan finde ud af crawl, eller fordi du er bange for at blive den sidste over målstregen?

"Det er en kæmpe barriere, at mange tænker de ting. Triatlon forbindes ofte kun med eliten på grund af mediernes fokus på fx Copenhagen Ironman og den ekstreme udfordring. Det betyder, at alt for mange stopper, inden de overhovedet kommer i gang, fordi de er bange for ikke at passe ind," siger Niels Brandt-Jørgensen, der er konsulent i DGI Triatlon.

Læs også: Træn op til dit første triatlon

Triatlon i nye rammer

For at italesætte at triatlon er for alle uanset ambitionsniveau, sætter DGI Triatlon nu gang i et nyt stævnekoncept. Konceptet hedder DGI 1-2-Tri og giver mulighed for at prøve helt korte distancer ned til 200 meter svømning, 10 km cykling og 2 km løb. Eller prøve noget nyt som fx cross-triatlon eller børnetriatlon.

"Det er en stævneform for alle, der gerne vil prøve en alsidig sport af - også selvom det bare er for en dag. Dyrker du allerede triatlon, er du velkommen, men stævnet er også for dig, der bare cykler en gang imellem eller løber en tur hver weekend," forklarer Niels Brandt-Jørgensen.

"Vi satser på at arrangere Danmarks hyggeligste triatlonstævner. Det handler om at få en masse frisk luft, og du kan sagtens møde op på din helt almindelige cykel sammen med hele familien."

Læs også: Sådan gør du i skiftezonen

I første omgang kan du deltage i DGI-1-2-Tri i Vejle eller i Mols Bjerge den 30. august. Og allerede fra næste år planlægges flere stævner over hele landet.

En personlig udfordring

Niels Brandt-Jørgensen håber på, at det nye stævnekoncept kan være med til, at folk snart begynder at tænke om triatlon som en sport for 'almindelige mennesker'.

"Folk på alle niveauer vil jo gerne præstere og konkurrere mod sig selv - og uanset niveau, så er triatlon er et fedt supplement til en aktiv livsstil," siger han og tilføjer:

"Det er jo aldrig en god undskyldning ikke at have den rigtige cykel."