Disse madvarer indeholder færrest kalorier
Bliv klogere på, hvad der kendetegner madvarer med lavt energiindhold, samt hvorfor det er en god ide at spise madvarer med et lavt energiindhold.
Nogle madvarer kategoriseres ved at have en ’høj energitæthed’, hvilket betyder, at de indeholder mange kalorier per gram. Andre madvarer har en ’lav energitæthed’, og dermed indeholder de blot få kalorier per gram.
Sådan finder du madvarer med lav energitæthed i supermarkedet
Vand indeholder ingen energi, altså 0 kalorier. Det betyder derfor, at madvarer, der indeholder meget vand indeholder få kalorier, og dermed en lav energitæthed. Det er især grøntsager, der topper listen over madvarer med færrest kalorier (se tabel 1).
Det, der også kendetegner disse madvarer, er, at de næsten ikke indeholder fedt. Fedt indeholder dobbelt så meget energi per gram som proteiner og kulhydrater. Er der fedt i en fødevare, ja, så vil energiindholdet stige. I Tabel 2 finder du nogle af de madvarer, der indeholder meget fedt og derfor en høj energitæthed. Du kan se, at energiindholdet per 100 gram er markant højere end madvarerne i tabel 1.
Vil du gerne tjekke energiindholdet i en madvare?
DTU har lavet en fødevaredatabase, Frida, hvor de har testet en lang række madvarer. I databasen kan du slå madvarer op og få oplyst indhold af energi, fedt, kulhydrat, proteinindhold og indhold at vitaminer og mineraler.
Hvorfor er det en god ide at holde øje med kalorieindholdet?
Kvinder og mænd har et energibehov på mellem 2000 og 3000 kilokalorier dagligt. Du kan beregne dit energibehov her. Mænd har gennemsnitligt brug for mere energi end kvinder på grund af deres større muskelmasse. Energien, du spiser, bruger kroppen på tre forskellige ting:
- Hvilestofskiftet: Den energi kroppen bruger i hvile, f.eks når dit hjerte slår, du trækker vejret, nyrerne renser dit blod osv.
- Fordøjelse af mad og drikke: Når du spiser mad, bruger din krop energi på at nedbryde maden til mindre molekyler i mavesækken og tarmen, derefter bruger den energi på at transportere næringen rundt i kroppen og til sidst på at lagre det i f.eks. fedtvævet, musklerne og leveren.
- Fysisk aktivitet: Den energi dine muskler bruger til at bevæge kroppen og til f.eks. træning.
Indtager du samme mængde energi, som du forbruger, vil du være i energibalance, og din kropsvægt vil være uændret. Hvis du derimod indtager mere energi, end du forbrænder, vil du være i en positiv energibalance, og du vil over tid øge din kropsvægt. Indtager du færre kalorier, end din krop forbrænder, vil du være i negativ energibalance og dette vil føre til vægttab.
Tip
Hvis du gerne vil opnå vægttab eller holde din vægt stabil, så er det en god ide, at madvarer med en lav energitæthed er en del af din kost. Det er derfor en rigtig god ide at spise grøntsager hver dag. Desuden kan det være nyttigt i ny og næ at kigge på varedeklarationer. På den måde kan du nemt se, om en madvare ligger i kategorien af ’energitætte’ madvarer som dem i tabel 2. Nogle gange kan man blive overrasket over det høje energiindhold pga. ’skjult’ fedt - f.eks. i kager, kiks, nødder og chips.
Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget forkert ved at spise ’energitætte’ fødevarer. Kroppen har brug for en vis mængde fedt hver dag, og fedt er derfor hverken farligt eller forbudt. Men mange ’energitætte’ madvarer kan være medvirkende til, at du kommer i en positiv energibalance, og det kan være svært at holde vægten.