5 positive effekter ved at skære ned på dit sukkerindtag

Sukker tilsættes i rigtig mange madvarer i større eller mindre omfang. Hvad sker der i din krop, hvis du skærer ned på dit sukkerindtag?

Sukker bidrager med meget energi per gram sammenlignet med fx frugt og grønt. Foto: Colourbox

Du finder et højt indhold af tilsat sukker i sodavand og saft, slik, kage, kiks, chokolade, og morgenmadsprodukter. Et højt indtag af sukker bliver ofte skældt ud for at være medvirkende til udvikling af overvægt og andre livsstilssygdomme.

Læs også: Disse madvarer indeholder færrest kalorier

Hvad sker der i kroppen, når du spiser sukker?

Når du indtager madvarer med et højt sukkerindhold, vil det allerede blive registreret i mundhulen. Nogle gange starter responset allerede ved, at du blot kigger på slikskålen, og ’munden løber i vand’. Det vil sætte gang i produktionen af enzymer, der skal nedbryde maden i munden, mavesækken og tyndtarmen.

Samtidig sendes der også besked til din bugspytkirtel om, at ’nu kommer der sukker’. Bugspytkirtlen sender hormonet insulin ud i blodomløbet, hvor insulin har til hensigt at etablere transportvejen, så sukker kan komme væk fra blodbanen og ind i cellerne (primært i leveren og musklerne).

Desværre (og helt naturligt) kan det være svært for bugspytkirtlen at forudse hvor meget sukker, der reelt kommer gennem fordøjelsessystemet og ud i blodbanen. Ofte sker der det, at bugspytkirtlen kommer til at sende for meget insulin ud i blodomløbet, og der bliver fjernet for meget sukker fra blodbanen. Blodsukkeret falder til under normalområdet.

Læs også: Disse frugter og grøntsager indeholder mere C-vitamin end appelsiner og citroner

Det vil af hjernen blive registreret som, ’jeg mangler energi/sukker’. Det vil så stimulere din appetit og lyst efter mad. Det til trods for, at du jo netop har indtaget massevis af energi/sukker.

Resultatet bliver et meget ustabilt blodsukker, der svinger mellem meget høje og meget lave værdier. Det er uhensigtsmæssigt, da det kan resultere i cravings og overspisninger, og dermed et højt energiindtag til følge.

5 positive effekter ved skære ned på dit sukkerindtag?

  1. Færre overspisninger

Ved at spise mindre sukker vil dit blodsukker være mere stabilt. Det betyder, at du ikke får lige så mange ’dyk’ pga. overproduktion af insulin, og det sænker risikoen for overspisninger pga. ubehag ved lavt blodsukker.

Læs også: "Tomme kalorier" – Hvor meget har du plads til?
  1. Nemmere ved at holde din vægt

Sukker bidrager med meget energi per gram sammenlignet med fx frugt og grønt. Ved at spise eller drikke færre af de sukkerholdige produkter vil du sænke dit energiindtag. Det vil gøre det nemmere at være i energibalance og undgå at tage på i vægt.

  1. Mere mæthed

På grund af den meget simple opbygning bliver sukker meget hurtigt nedbrudt, hvilket betyder, det giver en ringe mæthed. Udskifter du sukker med andre madvarer med fx højere kostfiberindhold, så vil du opleve en øget mæthed. Det vil også gøre det nemmere at holde din vægt.

  1. Øget indtag af vitaminer og mineraler

Sukker bliver betegnet som ’tomme kalorier’, da sukker hverken bidrager med vitaminer eller mineraler. Ved at sænke indtaget af sukkerholdige madvarer, så vil der blive ’plads til’ andre mere næringsrige madvarer.

Læs også: Mad du bør spise mere af, jo ældre du bliver
  1. Færre huller i tænderne

Sukker nedbryder tandemaljen, som beskytter tænderne. Risikoen for huller falder med mindre sukkerindtag.