Sådan laver du det perfekte hovedspring!
Det ser sejt ud, og det er sjovt! Lær hvordan, du mestrer hovedspring fra kanten.
Når turen går til 25- eller 50 meterbassinet i svømmehallen, bliver tiden for de flestes vedkommende brugt på almindelig svømning. Der er imidlertid mange, både voksne og unge, begyndere og øvede, der gerne vil lære at lave rigtige forlæns hovedspring fra kanten, vippen eller skamlen i svømmehallen. Og mange af dem, der hopper i vandet, gør det nemlig forkert.
Og slår man ansigtet, issen, maven eller lårene mod vandet, når man springer i, er det nemt helt at miste lysten til at springe i vandet.
Kom maveplaskeren til livs
Vi kender eller husker nok alle følelsen af en gedigen maveplasker – og det kan afholde de fleste fra at gentage kunstspringet.
Hovedspring er dog en færdighed, der som alle andre færdigheder i svømmehallen kan trænes og udvikles.
Her følger 3 enkle steps til at lære den frontale, selvtillidsvækkende og elegante entré i vandet.
2 og 2 fra kanten i det dybe
Indrømmet, det kan være svært at kaste sig ud i en springøvelse, man ikke helt behersker endnu. Og der kan være mange barrierer at overvinde - og det kræver måske også lidt dristighed at stille sig op og øve spring, man ikke helt har lært endnu.
Så derfor! Øv det med en ven eller veninde, så I er to om oplevelsen, og så I morer jer sammen. Et sjovt første step kan være denne øvelse, hvor man sidder på hug og lader sig dumpe i vandet med hovedet først.
Spring med hjælp til benene
Næste øvelse foregår højere oppe og med kombinationen af afsæt og dump i vandet. Du læner dig forover, med letbøjede ben, og lader dig dumpe med et let spring mod vandet.
Hovedet bør søge nedad for at undgå, at du lander på maven. Din makkers opgave er at assistere ved benene og skubbe dem op ad. På den måde sikrer man, at springet ikke sker fladt på maven eller med smæk fra vandoverfladen på benene.
Det perfekte forlæns spring...
… Tager tid, gentagelser og en smule mod at mestre. Men opskriften er relativ simpel: Stå med letbøjede ben, indled med at lade dig falde en smule og netop før, du mister balanen forover, springer du kraftfuldt og direkte fremadrettet mod vandet.
Undervejs i selve springet er det vigtigt, at hovedet søger nedad, og, at armene peger frem i en spids. På den måde opnår du både solid fremdrift i springet og undgår at ende på maven i springet.
Det gode hovedspring, behøver ikke at være perfekt, men et godt afsæt fra kanten giver vældig meget fart under vandet og ind mod den sammensatte svømning. Og så ser det jo både elegant og kraftfuldt ud. God fornøjelse!