Tab dig med Mindful Spisning
Hvis du vil have et varigt vægttab, betyder det lige så meget hvordan og hvorfor du spiser, som hvad du spiser.
Sæt fokus på dine vaner
Mindful spisning er et redskab til at sætte fokus på dine spisevaner.
- Sidder du foran fjernsynet og spiser din morgenmad?
- Bliver frokosten indtaget bag ved computerskærmen, mens du arbejder videre?
- Kører du mellemmåltidet ind bag rattet i din bil?
Undgå overspisning med Mindful Spisning
Ved at sætte tempoet ned og skrue op for sanserne og opmærksomheden omkring den mad, du spiser, vil behovet for store mængder mad blive mindre. Det skyldes, at kroppen også regulerer sult og mæthedsfornemmelse gennem sanserne. Derfor vil nærværet omkring maden være med til at gøre dig hurtigere mæt.
Når du samtidig sætter tempoet ned, når du ikke at spise for meget, før du opdager, at du er mæt.
Mindful spisning sætter fokus på
- Tempo – Sæt tempoet ned, når du spiser.
- Nærvær – Vær fuldt optaget af den mad du indtager
- Nydelse – Nyd din mad!
Nydelse er sundhed
Mad er den mest naturlige vej til daglig nydelse. Nydelse er ikke et luksusfænomen, som der kun skal være plads til i weekenderne. Nydelse er grundlaget for sundhed.
Du skal derfor nyde al den mad, du spiser. Ikke kun flødeskumskagen i weekenden, men også den daglige rugbrødsmad. Det vil hjælpe dig til at skærpe dine sanser omkring mad og dermed nedsætte indtaget. Selvom du ønsker din mad sund og nærende, skal du ikke gå på kompromis med smagen.
Øvelse gør mester
Mindful Spisning kan være svær at praktisere i starten. Start med at finde bestemte tidspunkter, hvor du sætter fokus på det, fx morgenmaden eller eftermiddags-mellemmåltidet. Det skal være et tidspunkt, hvor du har mulighed for at have ro omkring dig. Langsomt bliver det en naturlig måde at spise på.
At spise mindful kan være en stor omvæltning, hvis du er vant til at spise meget på kort tid. Over tid vil det betyde færre kilo på sidebenene.