Sund livsstil på din egen måde
Vil du leve sundere, så indfør små ændringer i hverdagen, som motiverer dig og gør dig glad. Det skal føles rigtigt.
Sundhed skal give mening for dig
Du skal ikke løbe 10 km og spise kilovis af gulerødder, hvis ikke det føles rigtigt for dig.
Vær din egen sundhedsguru eller smagsdommer. Der findes uendelig mange former for motion, så hvorfor ikke vælge den, hvor du er motiveret for at gå i gang, og ikke skal slæbe dig selv afsted i løbetøj og løbesko?
Gør det, der passer til dig og dit liv, og ikke til din venindes, kollegas, nabos eller svigermors liv.
Måske er det meningsfuldt for dig at tabe 5 kg, indånde den friske luft, sove længe, en flødeskumskage ind imellem, at grine med vennerne
Sundhed skal bare give mening for dig.
Det meningsfulde – en drivkraft til det gode liv
Den amerikanske psykolog Jerome Bruner (f. 1915) ser mening som drivkraften til at kunne handle og leve et sundt liv.
Betydningen af sundhed og mening for den enkelte er individuel. Den er skabt af personligt engagement, fortid og fremtid. Samtidig påvirkes den enkelte også af de værdier, der opleves i kulturen.
Ifølge Aaron Antonowsky (1923-1994), professor i medicinsk sociologi, er det vigtigt at meningsfuldhed har en central plads i livet for at vi kan mestre tilværelsen.
Det meningsfulde liv er betydningsfuldt - og en sund krop kan være et vigtigt middel for at finde vejen dertil.
Sundhed – et middel til det gode liv
Per Brændgaard, cand.scient. i human ernæring, påpeger, at sundhed skal give mening for den enkelte og at sundhed ikke behøver at være målet i sig selv.
Sundhed kan være et middel til "det gode liv". Man skal gøre det, der giver mening for en selv.