Er en glutenfri kost noget for dig?
Gluten får skylden for flere og flere ubehagelige symptomer, og en glutenfri diæt er måske løsningen, der giver dig mere livskvalitet.
Kulhydrater i kosten får øretæver i disse år, og det er ikke udelukkende det lyse brød og den lyse pasta, der er røget i skammekrogen.
Flere og flere motionister går en lang bue uden om bageren, i modvilje mod proteinet gluten, som man finder i brød. I helsekostbutikker og supermarkeder vinder glutenfrie produkter mere og mere hyldeplads, og flere og flere forsøger sig med en glutenfri kost.
Men hvad er gluten egentlig, og er der noget, der taler for at motionister og idrætsudøvere undgår gluten?
Undgå gluten
Gluten er et af de mest spiste proteiner verden over, idet det udgør cirka 80 procent af proteinerne i hvede. Det er opbygget af molekylerne gliadin og glutenin.
Når bagerne ælter dejen, dannes der en elastisk membran mellem de to molekyler, som giver brød en sej og elastisk konsistens. Gluten er også skyld i, at brød hæver.
Mennesket har spist hvede, og dermed gluten, i mere end 10.000 år. Cirka én procent af befolkningen kan ikke tåle gluten, idet de har sygdommen cøliaki (også kaldet glutenallergi), som resulterer i, at selv små mængder af gluten udløser en immunrespons, der er stærk nok til at forårsage skader på tarmvægen.
Læs også: Mad og motion: Spis i god tid inden træning
Lider du af cøliaki, skal du derfor på en livslang glutenfri diæt. Særligt hvede findes i rigtig mange produkter i supermarkedet, så det kræver opmærksomhed at navigere udenom gluten.
Det siger sig selv, at for motionister er dette fænomen ikke ønskeligt og kræver derfor behandling med en glutenfri kost, idet tarmvæggen kan ødelægges og på sigt påvirke næringspåtaget fra kosten. Med vægttab, jernmangel og/eller knogleskørhed til følge.
Sensitiv over for gluten?
Indtil for få år siden, skænkede de resterende 99 procent af befolkningen uden sygdommen cøliaki, ikke gluten mange tanker. Men flere og flere bøger er de seneste år poppet op med påstande om, at personer, der ikke lider af glutenallergi, kan være sensitive over for proteinet.
Læs også: Kend din stofskifte-type
Har du ikke har glutenallergi, men er sensitiv over for gluten proteinet, tåler du måske gluten til et vist niveau. Irritabel tyktarm og maveproblemer (toilettrang, oppustethed, forstoppelse, ondt i maven) rammer mange flere end dem, der lider af decideret cøliaki.
Og noget kunne tyde på, at nogle kulhydratkilder indeholdende gluten kan være medvirkende til disse lidt mere udefinerbare symptomer, som kan skyldes glutensensitivitet eller måske andre stoffer i maden. En glutenfri diæt kan altså være en mulighed for dig, også selvom du ikke har cøliaki.
Det skal du gøre, hvis du har symptomer
Har du nogle af ovenstående symptomer og en mistanke om, at du måske er sensitive over for produkter indeholdende gluten, kan det give god mening at tage et kig på dine kilder til kulhydrat, da det er en væsentlig energikilde, når du træner.
Det er ikke sikkert, at det er gluten som kroppen reagerer overfor, men derimod at du generelt spiser forkert.
Læs også: Så vigtig er D-vitamin - får du nok?
Du kan med fordel vælge de grove kilder til kulhydrat (vælg eksempelvis rugbrød i stedet for hvedebrød), og følge lidt med i, hvordan maven har det. Ønsker du at undgå gluten, kan du spise eksempelvis quinoa og ris til måltider i stedet for brød.
Men husk på, at en mad uden gluten ikke nødvendigvis er sund. Den kan indeholde masser af sukker, dårlige råvarer eller fedt. Så vær kritisk og vælg de gode emner.
Er du i tvivl, om du kan tåle gluten anbefales det at gå til lægen og blive undersøgt.