Det siger videnskaben om at drikke te

Der er mange påstande om hvordan, forskellige slags te kan hjælpe på din sundhed eller forebygge diverse sygdomme. VoresPuls' Kost og sundhed-ekspert har kigget nærmere på, hvad videnskaben siger.

Utallige undersøgelser har forsøgt at udrede hvorvidt, te beskytter mod kræft. Foto: Colourbox

Te er det, der bliver drukket næstmest af i verden efter vand. Det kommer fra teplanten Camellia sinenses, som, alt efter hvornår bladene høstes og den efterfølgende behandling, enten bliver til grøn, sort, hvid eller oolong te.

Læs også: Detoxkur – det rene opspind

Der har før lægevidenskaben været en påstand om, at te kan forebygge diverse sygdomme. Moderne videnskab har forsøgt at udrede, hvorvidt det også er rigtigt.

Det er særligt grøn og sort te, der har fået den største interesse indenfor forskningsverden. Det er på grund af det høje indhold af flavonoider, der ekstraheres ved at tilsætte kogende vand. Flavonoider virker som antioxidanter, hvor indtagelse af større mængder har været relateret til en lavere forekomst af kræft og hjerte-kar-sygdom.

Dyreforsøg viser lovende resultater, men forsøg på mennesker er kontroversielle.

Læs også: Hvad kan chili egentlig udover at være stærk?

Forebyggelse af kræft

Utallige undersøgelser har forsøgt at udrede hvorvidt, te beskytter mod kræft. Det er særlig svært at måle på kræft, da det tager mange år før kræft udvikler sig og bliver diagnosticeret. Derfor vil kortere undersøgelse ofte finde, at te har en forebyggende egenskab.

En imponerende samling af befolkningsundersøgelser analyserede undersøgelser med samlet otte millioner forsøgspersoner, der blev fulgt fra fire til 37 år. Forfatterne konkluderer, at te hverken beskytter eller øger risikoen for kræft med undtagelse af blærekræft, hvor det var beskyttende.

Forebyggelse af hjerte-kar-sygdom

Mere lovende ser det ud for en beskyttende effekt mod hjerte-kar-sygdomme. En samling af befolkningsundersøgelser på 856.000 forsøgspersoner fulgt fra tre til 24 år viste, at 1-5 kopper dagligt te kan reducere risikoen for bl.a. tidlig død og hjerneblødning relateret til hjerte-kar-sygdomme.

Læs også: Derfor skal du drikke kaffe

Noget af svaret kan findes i undersøgelser, hvor grøn og sort te drukket over længere tid kan sænke blodtrykket markant i både raske og syge samt forbedre fedtprofilen i blodet* i personer i forhøjet risiko for at få en hjerte-kar-sygdom.

Forebyggelse af diabetes

Det er endnu uvist, om te har en beskyttende effekt mod type 2 diabetes. En samling af befolkningsundersøgelser på 760.000 forsøgspersoner fulgt fra tre til 18 år viser, at te muligvis er beskyttende. Hvorfor skyldes muligvis mængden, da tre eller flere kopper te viste en mindsket risiko på 16 % sammenlignet med dem, der drak 0-1 kop te.

Det er nødvendigt med kontrolleret lodtrækningsforsøg, hvor der kan udledes en årsag og virkning. Det forsøgte en samling af interventioner, der samlede 510 forsøgspersoner fulgt mellem fire uger til seks måneder. Undersøgelsen viste, at grøn te hverken gjorde til eller fra for risikomarkører for type 2 diabetes. Undersøgelserne var dog af lav kvalitet og det er nødvendigt med højere kvalitet for at sige noget endeligt.

Læs også: 10 gode grunde til at du bør spise havregryn hver dag

Hvor godt er te så?

Overordnet virker forskningen opmuntrende, da te enten ingen effekt har eller i nogle tilfælde muligvis er beskyttende. Det er dog for tidligt at vurdere hvorvidt, te er særlig godt for helbredet eller ej, da undersøgelser enten er baseret på befolkningsundersøgelser eller lodtrækningsforsøg af lav kvalitet. Store, kontrollerede lodtrækningsforsøg over en årrække er nødvendig før en anbefaling kan lade sig gøre.

Jeg forholder mig skeptisk, men du kan nyde din te med god samvittighed. Forvent dog ikke, at te i en udtalt størrelse beskytter dig mod hverken kræft, hjerte-kar-sygdom eller diabetes.