Vending i crawl
Lær at lave en hurtig og glidende crawl-vending, hvor du ikke mister fremdrift.
Du roterer i en crawl-vending
Vendinger, hvor du ikke mister rytmen, gør dig hurtigere og giver en bedre oplevelse af svømmeturen.
I en crawl-vending er hovedelementet at rotere. Vendinger udfordrer din evne til at orientere dig i vandet.
Du skal rotere på to måder:
- Rundt om din tværakse som i en kolbøtte.
- Rundt om din længdeakse, som var du en grillkylling på et spid.
Det er en god ide at øve disse rotationer nogle gange i vandet, inden du giver dig i kast med vendingerne.
Crawl-vending - sådan gør du
- Svøm ind mod kanten.
- Ca. en benslængde fra kanten laver du en langsom, halv kolbøtte. Samtidig drejer du dig en kvart omgang. Du bruger dit armtræk til at hjælpe dig rundt i kolbøtten og kan med fordel trække lidt ekstra kraftigt.
- Sæt fødderne mod kanten. Du har siden mod bunden. Tæerne peger skråt op ad.
- Sæt fra og fuldfør drejningen af kroppen, så du kommer ud på maven og kan svømme videre i crawl. Ved afsættet skal armene være strakte over hovedet og hele kroppen strakt igennem. Lav eventuelt et par kraftige crawlbenspark i forlængelse af glidefasen, så du bliver sparket op til vandret udgangsstilling.
Prøv nogle gange.
Sæt tempoet op – og koncentrer dig om fasen, hvor du bevæger dig fra sammenrullet til udstrakt, så du får kraft på afsættet.
Rygcrawl-vending - sådan!
- Svøm ind mod kanten.
- Når venstre arm er strakt over hovedet og højre arm går ud af vandet, starter du en drejning af kroppen til venstre. Du er ca. en armslængde fra kanten.
- Højre arm går i vandet – du ligger på maven og begynder en forlæns kolbøtte.
- Benene svinger kraftigt ind mod væggen, så kolbøtten får en god rotation.
- Begge fødder sættes mod væggen, tæerne peger opad. Armene er strakt over hovedet.
- Sæt kraftigt af fra væggen i rygliggende. Din krop skal være helt strakt.
Gode råd om crawl-vendinger
Morten Andersson, DGI-instruktør i svømning, giver disse gode råd:
I begge vendinger skal du være særligt opmærksom på:
- at du ikke er for åben (for stor) i din rotation. Det gør rotationen langsom og er ikke hensigtsmæssigt, heller ikke for din vejrtrækning.
- at du kan ”trække hælene på nakken” for at øge den kraft, du går ind i rotationen med
- at du ikke løfter hovedet midt for og trækker vejret, inden du går ind i rotationen. Et hovedløft vil bremse en fremadrettet rotation, da det er en modsatrettet bevægelse. Hvis du har brug for luft, så træk vejret under armhulen, til siden, hvor vejrtrækningen hører hjemme i crawl.