DK's bedste MTB-ruter: Svære nedkørsler ved Næstved
Øvrig Sjælland og øerne: Ruten i Fruens Plantage er én af de mest udfordrende i Danmark, og der er lagt mange timer i at lave den bedste rute for dig
Danmark bugner af flotte MTB-ruter, og vorespuls.dk vil hjælpe dig med at finde de bedste.
I samarbejde med MTB-eksperter har vorespuls.dk inddelt landet i 10 regioner og prøvekørt den mest populære rute i hver region med et kamera. Og vorespuls.dk giver samtidig et bud på de bedste ruter i regionen for henholdsvis nybegyndere, letøvede og øvede.
Denne gang: Øvrig Sjælland og øerne
DEN POPULÆRE: Fruens Plantage, Næstved
Om ruten: Se video-reportage øverst i artiklen.
Det gode: Masser af sjove og udfordringer og forhindringer med hop, træstammer, berms, nedkørsler og et godt flow (se MTB-ordbog i faktaboksen).
Det knap så gode: Ikke skiltet, men det skulle være på vej
Kort om naturen: Ruten er opbygget omkring Mogenstrup Å med flot løvskov, områder med ryddet skov samt vandløb og kuperet terræn.
Start-mål: P-plads på Ny Præstøvej
Længde: Ca. 5,2 km
Højdemeter: Ca. 180
Ekstra info: Ruten er i skrivende stund endnu ikke skiltet. Dette forventes at ske i løbet af december. Husk, at man ikke skal være for overmodig i Fruens Plantage. Der er mange vanskelige drops og træstammer, der kan være farlige at passere i for høj fart, hvis man ikke kender området.
Find vej med GPS: Ny Præstøvej, 4700 Næstved. P-pladsen ved Fruens Plantage er let at finde, selvom den mangler et gadenummer. Ved indkørsel på Ny Præstøvej fra Østre Ringvej i Næstved køres ca. en kilometer, hvorefter en lille nedkørsel på højre side fører til en p-plads i skoven. Ved indkørsel til pladsen står skilt med nummeret 304, og pladsen ligger overfor vejen Bystævnet på venstre hånd.
Overnatningssteder: Bare 3 km fra rutestart ligger Danhostel Næstved, indrettet i tidligere kloster. Vil man hellere bo på campingplads, ligger De Hvide Svaner Camping ca. 11 km fra p-pladsen på en dejlig adresse i Karrebæksminde, hvor hytter kan lejes til fornuftig pris.
For mere info: Pingel MTB og Næstved Cykel-motion
NYBEGYNDER: Det blå spor/Trekronersporet, Himmelev
Om ruten: Et nyt spor med rigtigt godt flow for nybegyndere, hvor der ikke er så mange tekniske udfordringer, stejle stigninger eller farlige nedkørsler. Enkelte skarpe sving kræver dog stor koncentration, og ruten er god for både nye MTB’ere eller som rute for vinter- og intervaltræning, idet ruten byder på masser af solid singletrack. Det blå spor ligger i en tidligere grusgrav, og de manglende tekniske detaljer og manglende højdemeter gør, at nybegyndere har det sjovt på sporet i Himmelev.
Det gode: Godt flow og masser af singletrack.
Det knap så gode: Vær opmærksom på regnvejr. Ruten ligger i tidligere grusgrav, og der er meget modstridende meldinger omkring, om sandjorden absorberer regnen eller gør den til et plørehul.
Kort om naturen: Naturen i den tidligere grusgrav er varieret med både løv- og nåletræer, mens ruten også passerer flere søer og vandhuller.
Start/mål: P-pladsen på Herregårdsvej
Længde: 7,5 km
Højdemeter: Ca. 190 m
Find vej med GPS: Herregårdsvej, 4000 Roskilde. Sæt din GPS til Herregårdsvej 61, 4000 Roskilde, da dette er adressen på Himmelev Rideklub, hvor p-pladsen ligger på den modsatte side af vejen.
Overnatningssteder: Der er masser af muligheder for overnatning i Roskilde og omegn i forbindelse med besøg på MTB-ruten i Himmelev. Tættest på p-pladsen ligger Bed & Breakfast Roskilde med mulighed for ferielejlighed kun 1,5 km væk, mens både Roskilde Camping og Comwell Roskilde ligger omkring tre km væk.
Rutefremvisning: Roskilde Mountainbike Klub afholder søndagsture kl. 9 året rundt, hvor der er åbent for alle. Startstedet er p-pladsen ved Himmelev Rideskole.
For mere info: Roskilde Mountainbike Klub
LETØVEDE: Klinteskoven, Møn
Om ruten: Klinteskoven ved Møns Klint har MTB for alle niveauer, idet her findes en blå, let rute og en rød, svær rute. Naturen i området er i særklasse, og dette er også en del af MTB-pakken i Klinteskoven, hvor stigningerne er spredt godt ud over området med korte, stejle og ikke alt for lange opkørsler. Enkelte steder kommer man tæt på klinten og kan stille cyklen og nyde den smukke natur, og den gode skiltning i området gør, at man føres sikkert rundt og tilbage til p-pladsen ved Geocentret, hvor der både er toiletter og vandposter.
Det gode: Ruten er lagt i fantastisk natur.
Det knap så gode: For de fleste tager det tid at komme dertil.
Kort om naturen: Ruten kører primært gennem bøgeskov, men også ask og ahorn passeres, ligesom sporet kører tæt på Møns Klint, med enkelte, storslåede udsigter over klinten.
Start/mål: P-plads ved Geocenter Møns Klint.
Længde: Blå rute: 5,4 km. Rød rute: 5,75 km.
Højdemeter: Blå rute: 140 m. Rød rute: 170 m
Find vej med GPS: Stengårdsvej 8, 4791 Borre. Alle skilte på Møn fører til Geocentret, og Stengårdsvej er den eneste vej, der fører dertil. Kører man mod øst på Møn, så kan man ikke undgå at ramme Geocenter Møns Klint.
Overnatningssteder: Den østlige del af Møn byder på et væld af overnatningsmuligheder, og når man nu endelig har fået cyklen med den lange vej til øst-møn, så bliv en dag ekstra og få mere tid på cyklen. Blot to km væk ligger Bakkegårdens Gæstgiveri , der er et hyggeligt Bed & Breakfast, mens Camping Møns Klint ligger tre kilometer nordover fra Geocenter Møns Klint. Også Danhostel er repræsenteret på Møn, med en beliggenhed i byen Borre ca. seks km væk.
For mere info: Ingen klubber holder til på den østlige del af Møn, og derfor er det Geocenter Møns Klint , der ved mest om ruten i Klinteskoven, ligesom de også arrangerer MTB-ekspeditioner i området.
ØVEDE: Bidstrupskoven, Roskilde
Om ruten: Den sorte rute i Bidstrupskoven sydvest for Roskilde trækker tænder ud, og med skarpe sving, vanskelige stigninger, masser af højdemeter og et sandt orgie af rødder er det en meget teknisk og krævende rute. Sporet er 100 pct. singletrack, og det siges, at man skal være glad, hvis man kan gennemføre uden at stå af cyklen. Mtb-ruten i Bidstrupskoven er sjov for øvede, men man skal være på hele tiden. Bidstrupskoven har også en lettere rute med færre højdemeter og kortere distance, men startstedet er det samme.
Det gode: Mange tekniske, krævende passager for selv de bedste ryttere.
Det knap så gode: Masser af rødder.
Kort om naturen: Området byder på blandingsskov med både løv- og nåleskov.
Start/mål: P-pladsen ved Avnstrupcentret.
Længde: 9,5 km
Højdemeter: 220
Find vej med GPS: Avnstrupvej 1, 4330 Hvalsø. P-pladsen. For enden af Avnstrupvej ligger Røde Kors- og Asylcentret Avnstrup, og fra centrets P-plads starter mtb-ruten. Centret kan kun nås østfra, og kommer man fra nord foregår dette via Orupvej, mens man sydfra kører på Tolstrupvej.
Overnatningssteder: En af Sjællands ældste kroer, Osted Kro , ligger blot syv km fra Avnstrupcentret, mens Breakfast Lejre ligger idyllisk placeret ca. fire km mod nord.
For mere info: Roskilde Mountainbike Klub og Lejre/Hvalsø MTB .
Har du kørt nogle af de fire spor? Hvad synes du om dem? Har du forslag til andre gode ruter i området? Kom med din kommentar i Facebook-feltet under artiklen.
Se videoer for alle de kårede mountainbike ruter i Danmark