10 gode råd om vinter-MTB
Du kan køre mtb hele vinteren, men pas på, for det er glat. Læs de 10 gode råd om vinter-mtb.
Du kan køre mountainbike i sne, slud og sjap, men det er klogt at justere lidt på din træning. Her giver DGI-instruktør i mountainbike Michael Bremer gode råd om mountainbike om vinteren:
1. Kør mindre teknisk
Underlaget på mtb-spor er meget glat om vinteren, både af is og af væde. Så drop det tekniske ræs og kør mere forsigtigt:
- Kør mindre op og ned ad bakker. Stå af i tide og træk. Gem vovemodet til foråret.
- Kør mindre single track. Brug i stedet de bredere grusstier.
- Rør bremserne mindst muligt.
- Lad være med at presse cyklen i svingene.
- Kør langsommere.
Læs også: MTB: Teknik til glat terræn
Hvis der ligger sne, kan du risikere, at du ikke kan se eventuelle huller på sporet. Der kan pludselig være et drop på 50 cm, og så forsvinder cyklen under dig.
2. Træn teknik på et fladt stykke
Du kan træne balance, sving, at hoppe over rødder mv. på et fladt stykke eller en mark. Her kan du øve dig de hundredvis af gange, som skal til, før bevægelsen er automatiseret.
3. Kør aldrig alene
Risikoen for at vælte og slå sig er større om vinteren. Kør altid sammen med en makker, så du kan få hjælp. Eller kør i det mindste på befærdede stier.
Om sommeren ser man mest sin makkers bagdel. Om vinteren kan I nyde at køre ved siden af hinanden og snakke.
Læs også: 7 tips til MTB-kørsel i mørke
4. Mere med i rygsækken
- Svedtrøje: En ekstra svedtrøje er god, hvis du gør holdt på turen. Selv om det er koldt at skifte tøj, er det endnu koldere at stå stille med en våd trøje på.
- Kædesmøring: Om vinteren skal kæden smøres ustandseligt.
- Lygter: Det bliver tidligt mørkt.
- Vand: Du drikker mere om vinteren, end du tror. Har du et drikkesystem med slanger, så pust i dem, så der ikke står vand i slangerne, som fryser til is. Du kan også have en vandflaske med i inderlommen. I dårligt føre kan ekstra vand bruges til at rense gearet for mudder.
5. Klæd dig rigtigt på
Hold dig tør og varm. Det er et svedtransporterende materiale bedst til.
Klæd dig i tre lag. Du kan læse mere her:
Vinter: Påklædning til mountainbike
6. Godt vejgreb på cyklen
Du kan købe dæk beregnet til vinterkørsel.
Almindelige dæk kan også bruges, hvis du lader være med at pumpe dem for hårdt. Så får du lidt mere vejgreb.
7. Få alle dele smurt
Om efteråret er det en god ide at få alle dele på cyklen smurt, eventuelt hos en cykelsmed. Gear, nav, sadelpind, alting. Så slides delene mindre om vinteren.
8. Gør kroppen klar til foråret
Spinning og styrketræning er gode alternativer til mtb. Det styrker de muskler, du har brug for til mountainbike.
”Træning af ryg og mave er meget vigtig for mountainbikere, så du kan bruge vinteren til at etablere en stabil træning,” siger Michael Bremer. Læs mere om træning af ryg og mave for cykelryttere her.
9. Forebyg skader
Hvad gik godt, og hvad gik skidt i den foregående sæson? Fik du ondt et bestemt sted, f.eks. i ryggen?
Så kan du bruge vinteren på at finde årsagen til smerterne og lave forebyggende træning. For en skade skal helst ikke komme til at dominere den kommende sæson.
10. Dyrk din sult efter mountainbike
Perioder, hvor du drosler lidt ned både fysisk og mentalt, øger din sult efter mountainbike til næste sæson.
Læg planer for træningen i foråret og find de gode løb, du vil deltage i. Dyrk sulten.