Sådan begynder du på løb
Hvordan starter man at løbe? 7 gode råd om løbestart til dig, der er nybegynder i løb fra idræts-fysioterapeut.
1. Læg en plan for dit løb
Du skal i gang med et begynder-løbeprogram, hvor du kombinerer gang og løb. Løb og gå f.eks. lige meget i starten på en distance på omkring 2 kilometer.
Du finder bl.a. et løbeprogram for begyndere her:
Løb: 7 træningsprogrammer
Mange løbeklubber vil også gerne hjælpe dig med at få struktur på din start på løb. Du kan finde en oversigt over løbeklubber her:
Løbeklubber
2. Køb et par gode løbesko
Du skal have løbesko, som passer dig, dine fødder og din måde at løbe på. Løbesko er dit absolut vigtigste udstyr, når du løber. Gå i en specialbutik for løbere, hvor du kan få gode råd og måske få kigget på dit løb.
Hvis du ved, at du har problemer med fødder eller ben, kan du overveje en af de fysioterapeuter, som udfører mere grundige løbestilsanalyser.
Læs også Løbesko forebygger ikke skader
3. Start blidt og løb regelmæssigt
Løb to, gerne tre gange om ugen. Og løb hellere flere korte ture end få lange.
Med gradvise og små stigninger kommer løb til at fylde mere og mere i forhold til dine gå-perioder. Og pludselig løber du hele ruten. Det skal dit løbeprogram også gerne vise.
4. Find ud af, hvor du kan eller vil løbe
Hvilke løbestier og løberuter findes der i dit lokalområde? Sikkert flere end du lige kender.
Du kan finde mange løberuter på Naturstyrelsen Ud i naturen-kort. Gå ind under ”Naturruter” i venstre side, så finder du løberuter.
Du kan måle og gemme dine løberuter på ruteopmåleren her på vorespuls.dk. Hvis du gemmer dine ture, har du efterhånden en løbedagbog.
Tænk praktisk: Måske du kan løbe hjem fra arbejde, eller måske en del af vejen, et par gange om ugen. Læs mere om at få tid til løb:
Find tid til at træne
5. Løb alene eller i fællesskab
Overvej, om du gerne vil løbe alene eller sammen med andre. Hvis du vil løbe med andre, kan du måske lokke en ven eller en nabo med. Det kan være en god motivationsfaktor. Du kan evt. finde en løbemakker på vorespuls.dk på Facebook
Du kan også melde dig ind i en løbeklub. De har som regel flere fælles løbeture i ugens løb.
Find løbeklubber
6. Mærk hvad kroppen siger til løb
Lidt ømhed her og der undgår du næppe som nybegynder i løb. Ømhed efter løb er en ’rød lampe’, der blinker, så den bør du være opmærksom på, men bliv ikke forskrækket, blot det ikke bider sig fast og bliver værre.
I første omgang gearer du lidt ned på dit løb og ser, om det ikke fortager sig igen. Hvis ikke, bør du kontakte din læge. Eventuelt kan du konsultere en fysioterapeut med erfaring i løbeskader.
7. Sæt et mål
Et motionsløb på 5 kilometer om et halvt år kunne være et godt mål for dit løb.
Din motivation stiger, når du har et konkret mål for dit løb. Især hvis du fortæller venner og bekendte om det.
Et skridt ad gangen, og du kommer langt i det lange løb.