Løbesko forebygger ikke skader
Vælg de løbesko, du har det bedst i. Du behøver ikke kende din pronation, for løbesko, der tager højde for din pronation, forebygger alligevel ikke skader.
Løbesko holder dig ikke fri for skader
Køber man dyre løbesko og følger de anbefalinger, en løbestilanalyse kommer frem til, betyder det ikke nødvendigvis, at man dermed forebygger skader.
Det konkluderer Jacob Schelde, læge ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Odense, i Ugeskrift for Læger, oktober 2012, i artiklen Fup eller fakta om løbesko
Han har gennemgået over 30 forskellige internationale studier om løb, løbesko og skader.
”Efter gennemgangen af den videnskabelige litteratur må det konstateres, at de gængse anbefalinger vedrørende løbesko ikke er baseret på videnskabelig evidens. Der er ikke dækning for, at løbesko skal anbefales efter højden af svangen for at forebygge skader”, skriver han i Ugeskriftet.
Højden af svangen menes at have tæt sammenhæng med, hvor stor pronationen er.
Fik flere løbeskader
Et af de mest betydningsfulde studier på området blev lavet af det amerikanske forsvar. Her har det vist sig, at mænd, der fik sko, der var tilpasset deres fødder, havde særlig høj tendens til at få løbeskader.
Drop løbestilsanalyse, når du køber løbesko
Det gængse salgsargument: At skader kan forebygges, hvis køberne vælger de løbesko, som passer bedst til løbestilen – ja, det ser ikke ud til at holde.
Løbestilsanalyser, der foretages med det formål at finde den rette løbesko, kan med andre ord ikke betale sig ifølge de studier, Jacob Schelde har gennemgået.
Løbestilsanalyse skal være grundig
Idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen er enig i, at det ikke er alle løbestilsanalyser, der kan betale sig. En grundig løbestilsanalyse – som oftest tager en time eller mere – kan dog give gode anbefalinger om både løbestil, supplerende styrketræning, særlige behov for stræk-øvelser og om løbesko, der passer til fodformen.
Læs Løbestilsanalyse: Spinkelt grundlag, når du køber løbesko
Både Svend B. Carstensen og Jacob Schelde anbefaler, at løbere prøver forskellige løbesko og vælger dem, de føler sig bedst tilpas i.