Kan jeg løbe med min hund?

Selvom de fleste hunde kan komme med på en løbetur, så er der en række forudsætninger, du skal være opmærksom på, inden I løber afsted.

Slå løbeturen og hundelufteturen sammen. Din hund kan og vil – og I kommer nok begge til at elske det. Foto: Tails by Ragno

Canicross er for alle hunde, men din hund skal være gammel nok til at være fuldt udvokset, og I skal sammen starte langsomt.

Læs også: ”Hundeløbere”: Derfor elsker jeg at løbe med min hund

”Det er vigtigt, at hunden er vokset til og har sat sig ordentligt i kroppen, så løbet ikke belaster den,” siger Ragno Nero, projektassistent i HPM Dirty Paws, der har opstartet hundeløbeklubber i hele landet.

Racer

Hvornår du kan starte til canicross med din hund afhænger af race, alder, kondition og hvor meget den trækker. I hundeløbeklubben skal din hund være ca. 1 år gammel, før I kan løbe med. Og det er som nævnt helt centralt, at hunden er fuldt udvokset, så derfor er det altid en god idé at besøge en dyrlæge, inden I starter.

Ellers er canicross for alle racer. Der er selvfølgelig racer, der naturligt er hurtigere og stærkere end andre, og der er mindre ’træk’ i en lille hund, end der er i de større racer. Hvis man vil tage podiepladser til de arrangerede løb, så er det derfor nok en fordel at have en adræt race, som kan løbe hurtigt hele vejen.

”Vi ser alle racer repræsenteret. Selv løber jeg med to border collier, hvilket har vist sig at være en race med god fart og et godt træk i selen. Her kan udfordringen være, at de nærmest trækker for meget, især når det er glat og går ned af bakke,” siger Anita Hedelund, der er tovholder i lokalklubben i Jelling.

Træn langsomt din hund op

Hvis din hund ikke er aktiv eller lige er startet, så skal man starte træningen op stille og roligt – eksempelvis ved kun at bevæge sig 3 km.

Læs også: Sådan kommer du i gang med at løbe med din hund

”Du og din hund kan stille og roligt bygge en form op sammen, hvor I starter med at gå, så går og løber og til sidst kun løber. Og så kan I langsomt bygge distancen videre fra 3 km til 5 km,” siger Ragno Nero.

Henrik Mikkelsen, der er konsulent i Bevæg dig for livet – Løb og gang, er helt enig med Ragno.

"Helt ligesom et menneske skal en hund også trænes langsomt op til at kunne løbe," siger Henrik Mikkelsen og forsætter:

"Det er vigtigt, at man tænker, at det er okay både at løbe og gå. For selvom hunden kan trænes til at synes, det er godt og sjovt at løbe, så er den optaget af, hvad dens næse fanger. Så det skal være på hundens præmisser, som jeg er sikker på, at alle hundeejere er helt med på."

Distance på 5-10 km

Hvis du er en langdistanceløber, og du gerne vil have din hund med på 15-20 km-distancer igen og igen, så kan det blive for meget.

Læs også: Løbeteknik for begyndere: Sådan kan du let justere

”Canicross egner sig bedst til en distance på 5-10 km, og det er også det, som hundene typisk er vant til fra deres gåture,” siger Anita Hedelund, der er tovholder i canicross-klubben i Jelling.

Din hund kan udvikle sociale kompetencer

Når hundene løber sammen i en hundeløbeklub, lærer de, at de bare skal fremad. De skal ikke forholde sig til de andre hunde – og det kan hjælpe både de bange og aggressive hunde.

”Nogle hunde udvikler deres sociale færdigheder, fordi de pludselig mærker, at det går fint at løbe parallelt med andre hunde – og de andre hunde ikke gør én forskrækket eller vred,” siger Anita Hedelund og slutter:

”Mit råd er derfor blot at prøve canicross. Du vil hurtigt opdage, hvor glad både du og din hund bliver for det. Hundene har så meget lyd på og er helt oppe at køre af begejstring hver gang.”