Sådan skifter du slange på din racercykel
En simpel reparation, som alle, der cykler på racercykel, helst skal kunne fikse selv, er at skifte slange. Her guider vi dig til, hvordan du gør.
Punkteringer rammer os alle før eller siden.
Hvis du cykler mange kilometer på din racercykel, er der også større risiko for, at du vil opleve punkteringer. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvordan du skifter slange, så du ikke strander i vejsiden eller må ringe til din bedre halvdel.
Det er også muligt at lappe den punkterede slange, men som udgangspunkt anbefaler vi, at du skifter til en ny. Der er ingen garanti for, at en lap holder tæt og slet ikke, hvis du ikke har erfaring med at sætte sådan en på. Med en ny slange kan du med sikkerhed komme godt videre.
Det skal du bruge
For at skifte slange skal du bruge en ny slange og et dækjern. Vær opmærksom på, at din nye slange passer til dine hjul og dæk. Det vil sige, at slangen skal have den rigtige diameter og bredde, og at ventilen skal have den rigtige højde. En slange til en landevejscykel hedder typisk noget á la 700x25/32C.
Det første tal angiver hjulstørrelsen, og 700c svarer til 28”-hjul, som langt de fleste cykler kører med. De to andre tal angiver, hvilken dækbredde slangen passer til, så i eksemplet her vil slangen passe til dæk på mellem 25 og 32mm i bredden.
Langt de fleste bruger slanger med den såkaldte Presta-ventil (også kaldet racerventil). Det er den tynde ventil, som manuelt skal åbnes, før den kan pumpes. Den skal også have den rigtige højde. Til et normalt lavprofilhjul vil en ventilhøjde på 40-50mm være optimalt, men kører du med højprofilshjul, skal ventilen være højere.
Du skal selvfølgelig også kunne pumpe luft i den nye slange, når du har sat den i. Hvis du er derhjemme, anbefaler vi klart en fodpumpe, og hvis det er til at have med i ryglommen, findes der et hav af gode minipumper eller alternativt CO2-patroner.
Sådan gør du
- Start med at tage det punkterede hjul af cyklen. Hvis du er punkteret på baghjulet, skal du starte med at køre kæden ned på det mindste tandhjul, før du tager hjulet af. Hvis du kører med skivebremser, skal du nu skrue akslen på hjulet ud, og hvis du kører med fælgbremser, er det bare at løsne stikakslen.
- Når du har taget hjulet af, løsner du ventilen og trykker det sidste luft ud af slangen. Tryk så dækket væk fra kanterne og ind mod midten af fælgen. Så er det nemmere at få af.
- Sæt dit dækjern ned under kanten af dækket og løft det op over fælgkanten. Skub så dækjernet langs fælgen, indtil dækket er ude over fælgkanten hele vejen rundt.
- Pil nu den punkterede slange ud af dækket. Husk at køre en finger hele vejen rundt langs indersiden af dækket og tjek det for sten, inden du sætter en ny slange i.
- Sæt den nye slange i ventilhullet og vip dækkanten udover. Put nu slangen ind i dækket hele vejen rundt.
- Derefter skubber du dækket tilbage ind over fælgkanten startende ved ventilen. Når du skubber dækket ind over fælgkanten, skal du skubbe det så langt ind mod midten af fælgen som muligt.
- Når du kommer til det sidste stykke, bliver det lidt sværere. Hvis du har skubbet dækket tilstrækkeligt ind mod midten af fælgen, kan du oftest vride det på med hånden. Alternativt kan du bruge dækjernet til at vippe dækket det sidste stykke op over fælgkanten.
- Nu kan du pumpe den nye slange. Husk at lukke for ventilen, når du er færdig.
- Sæt nu det punkterede hjul på cyklen igen og husk at spænde akslen. Så er du kørende igen.