Sådan justerer du slør i dine styrfittings på din racercykel

Hvis der er slør i forenden af din cykel, eller du har haft den skilt ad, skal du vide, hvordan du spænder den rigtigt sammen. Her guider vi dig til, hvordan du gør.

Hvis din cykel og forgaffel tydeligt giver sig, når du trykker forbremsen ind og rokker cyklen frem og tilbage, er der slør i dine styrfittings. Det skyldes, at du ikke har fået spændt dem ordentligt. Det kan både slide unødigt på kronrørslejerne og gøre cyklen decideret ustabil og halvfarlig ved nedbremsninger.

Læs også: Sådan skifter du slange på din racercykel

Mange er i tvivl om, hvordan man spænder skruerne på toppen og på siden af frempinden korrekt. Som udgangspunkt er det heller ikke nødvendigt at pille ved skruerne. Men hvis du for eksempel har skiftet frempind, ændret højden på styret eller haft skilt din cykel ad i forbindelse med transport, skal du vide, hvordan du spænder det rigtigt sammen igen.

Det skal du bruge

De eneste tre skruer, du skal røre, er dem på siden af og i toppen af din frempind. Det er lidt forskelligt, hvilket værktøj du skal bruge til dem. Som regel er der tale om en 4mm unbrako det ene sted og en 5mm det andet sted, men der kan også være tale om andre størrelser eller i få tilfælde torx.

Sådan gør du

1. Start med at løsne de to skruer på siden af frempinden. Skruerne skal ikke skrues helt ud, men bare løsnes.

Læs også: Sådan skifter du styrbånd på din racercykel

2. Derefter spænder du forsigtigt skruen i topcappen ved at dreje med uret. Prøv dig langsomt frem og lav testen med forbremsen, indtil forgaflen ikke længere giver sig på samme måde som før, når du rokker cyklen frem og tilbage. Men pas på ikke at spænde skruen for hårdt. Hvis du gør det, skader du lejerne, og det bliver sværere at dreje, så mærk efter og tjek, hvor hårdt skruen må spændes.

3. Ret nu styret op, så det sidder lige i forhold til hjulet. Selvom du har spændt skruen i top-cappen til, skulle du gerne forholdsvist nemt kunne rette på styret.

4. Først når du har gjort det, spænder du de to skruer på siden af frempinden. De skal typisk spændes noget hårdere end skruen i topcappen. Så er du kørende uden slør i dine styrfittings.

Læs også: Sådan skifter du bremseklodser på din racercykel