Optimér kosten: Øg vægttab under træning

Ved at optimere din kost, så kan du øge dit vægttab - når du træner!

Ønsker du for alvor at rykke ved vægten, skal der skrues på den mad, som du indtager til daglig. Foto: Bent Nielsen

Der er mange råd og synspunkter om, hvordan du bedst smider de ekstra kilo på sidebenene, og der er ikke noget at sige til, at folk er forvirrede.

Vi ved, at træning har en god effekt på forbrændingen, muskelopbygningen og kredsløbet. Alt noget der kan bidrage til et sætte skub i et vægttab. Men ønsker du for alvor at rykke ved vægten, skal der skrues på den mad, som du indtager til daglig.

Nyeste forskning viser, at vi reagerer vidt forskelligt på de selv samme fødevarer. Det betyder, at andre faktorer end energirestriktionen under et vægttab har betydning for hvor succesfuldt vores vægttab udvikler sig, og ikke mindst opretholdes.

Ydermere ved vi i dag, at ønsker du at tabe i vægt, er det ikke ligegyldigt hvorfra, kalorierne kommer. Nogle fødeemner vil være mere effektive til at fremme et vægttab.

Læs også: 8 forslag: Skift populær mad med sundt alternativ

Hvad virker?

Når du skruer lidt op for proteinmængden i din kost, vil du typisk opnå at blive hurtigere mæt. Du kan derved undgå at spise for mange kalorier. Proteiner vil også sætte skub i kroppens forbrænding, og du tager derved ikke så let ekstra kilo på kroppen.

Yderligere har et nyt studie netop undersøgt langtidseffekterne med en høj-protein-diæt sammenlignet med en ”hjertevenlig kost”. Den viser, at den proteinrige kost er effektiv til vægttab og efterfølgende vægtvedligeholdelse over 52 uger.

Protein er mange ting, og du kan spørge dig selv, om det gør nogen forskel, om du får proteiner fra mejeriprodukter, fra animalske produkter som svinekød, oksekød, fisk, fjerkræ eller fra vegetabilske kilder. Ser vi på forbrændingen, så vil de animalske kilder nok have størst effekt på forbrændingen, men ser vi på den mættende effekt, har det ikke den store betydning.

Du kan med fordel skrue op for fødevarer som fisk, skaldyr, æg, magert kød, mejeriprodukter og fjerkræ i et vægttabsforløb.

Læs også: Mad sprængfyldt med protein

Kulhydrat

Nu skal du ikke tro, at protein er det væsentligste under et vægttabsforløb, og at kulhydraterne i kosten skal undgås. Det er meget vigtigt, at du får nogle gode kilder til kulhydrat, da det er her, du henter mange af dine vitaminer, men det er også kulhydrater, der leverer energien til de arbejdende muskler.

Træner du under et vægtabsforløb, skal du sørge for at spise nogle rigtig gode kilder til kulhydrat. Det kan være rugbrød lavet udelukkende med rugmel, nye lækre kartofler, en god mysli med nødder og frisk frugt.

Læs også: Sådan skal du spise inden et halvmaraton

Mejeriprodukter bør indgå i en slankekur

Du kan med fordel spise mejeriprodukter under et vægttab. Det har flere videnskabelige studier slået fast. Kalken i mejeriprodukterne vil binde fedtsyrer i tarmen, så fedtet ryger ud med afføringen uden at blive optaget i kroppen. Dette kan på sigt føre til øget vægttab.

Det er ikke uvæsentligt, hvorfra du får din kalk. Mange forestiller sig, at de let kan tage kalk-tilskud fra piller, men effekten er ikke den samme, så kalken skal komme fra rigtig mad.

Kalken i ost menes at have den mest positive effekt i forhold til andre mejeriprodukter. Dette kan ses på fedtsyresammensætningen i blodet. Fedtsyrerne bliver ikke optaget, men transporteres med ud igen.

Ydermere kan mejeriprodukterne forebygge en for stor sult, idet de mætter godt, hvilket er væsentligt under vægttab.

Et nyligt studie har kigget på effekten af mejeriprodukter på vægttab og fandt ud af, at to til fire portioner mejeriprodukter per dag havde en slankende effekt både på kropsvægten og på fedtmassen over en periode på cirka 16 uger. Det betyder, at du med fordel kan inddrage både ost og yoghurt i en eventuel kur. Ydermere bidrager disse med protein og mineraler til den aktive krop.