Sådan justerer du bagskifteren på din racercykel
Hvis du kan indstille dine gear, sparer du dig selv for mange frustrationer og unødige ture på cykelværkstedet. Her guider vi dig til, hvordan du gør.
Der er ikke noget værre end, når gearene ikke kører, som de skal. Når kæden tikker og springer frem og tilbage mellem to tandhjul, når bagskifteren ikke altid skifter gear, når du vil, og når du ikke kan komme helt ud i 11’eren.
Ofte skyldes frustrationerne blot, at kablet er en anelse for løst eller stramt. Det er helt naturligt, at kablet strækkes lidt og bliver længere, som tiden går. Derfor vil du alt andet lige opleve at skulle justere dine gear med jævne mellemrum for at bevare den samme indstilling.
Det er heldigvis slet ikke så svært at ændre på, hvis man ved, hvordan man gør. Faktisk vil du kunne klare langt de fleste finjusteringer på få sekunder.
De to stopskruer skal du som udgangspunkt ikke røre ved. De bør være indstillet korrekt fra start. Kun hvis du ikke kan skifte helt ned på det mindste tandhjul eller helt op på det største, og du ikke kan løse problemet ved at ændre kabelspændingen, skal du justere stopskruerne.
I videoen og herunder guider vi dig til, hvordan du justerer en mekanisk bagskifter. Hvis du har elektroniske gear, skal du ikke tænke på kabelspænding, men principperne omkring stopskruerne er de samme.
Det skal du bruge
Det eneste værktøj, du skal bruge til at justere din bagskifter, er til at justere på de to stopskruer. Det er lidt forskelligt, om du skal bruge en 2mm unbrakonøgle eller en lille stjerneskruetrækker, alt efter hvilken bagskifter du har. Resten af justeringen kan som regel klares med fingrene.
Kun hvis du ikke kan justere kabelspændingen nok på drejehjulet på bagskifteren, kan det være nødvendigt at løsne skruen på bagskifteren, der holder kablet, og justere spændingen der. Her skal du som regel bruge en 5mm unbrakonøgle.
Sådan gør du
1. Hvis kæden tikker, springer frem og tilbage mellem gearene, eller du har svært ved at skifte enten op eller ned på kassetten, skal du justere kabelspændingen. Start med at skifte helt ned på det mindste tandhjul og skift så én gang op, så du er sikker på, at kæden nu bør være på det næstmindste tandhjul.
2. Brug så drejehjulet til at justere kabelspændingen. Hvis bagskifteren er langsom og har svært ved at skifte ned på mindre tandhjul, skal du løsne spændingen lidt ved at dreje med uret. Hvis bagskifteren har svært ved at skifte op på større tandhjul, skal de øge spændingen lidt ved at dreje mod uret. Prøv dig langsomt frem, mens du skifter frem og tilbage mellem gearene.
3. Hvis gearskiftet nu kører, som det skal, men du enten ikke kan skifte helt ned på det mindste tandhjul, eller gearet takker, når kæden kører på det, skal du justere på stopskruen. For at justere hvor langt bagskifteren kan bevæge sig ud, skal du bruge stopskruen, der er markeret med et lille H. Skru forsigtigt mod uret for at flytte grænsen længere ud eller forsigtigt med uret for at flytte grænsen længere ind. Slæden på bagskifteren skal stå så lige ned for det tandhjul, kæden er på, som muligt.
4. Hvis du enten ikke kan komme op på det største tandhjul, eller bagskifteren kommer for tæt på egerne, skal du justere den anden stopskrue, som er markeret med et lille L. Skru forsigtigt mod uret for at flytte grænsen længere ind, så du til sidst kan skifte helt op på det største tandhjul. Kommer bagskifteren for tæt på egerne, skal du skrue forsigtigt med uret for at flytte den længere ud i stedet. Nu skulle dine gear gerne være indstillet korrekt.