Mange flere danskere kan sagtens cykle på arbejde
Der er mange danskere, som bor så tæt på deres arbejdsplads, at de sagtens kan cykle til den. Og det vil gavne både folkesundheden og klimaet, hvis flere cyklede.
Hvis langt flere begynder at tage cyklen på arbejde, er der rigtig store ”gevinster” at hente.
Så klar er opfordringen i en stor dansk undersøgelse af SDU-forskere sammen med Det Nationale Videncenter for Cykelfremme i Vejdirektoratet, der har kigget på danskernes cykelvaner.
Så mange kan cykle på arbejde – men gør det ikke
Det viser sig blandt andet i forskningen, at langt flere kan cykle på arbejde.
”Vi har analyseret os frem til, at næsten 30 % af personer over 15 år, der arbejder eller er under uddannelse, bor indenfor 15 km af deres arbejde eller uddannelse - men bruger ikke cyklen som transport," siger Active Living-forsker Jasper Schipperijn ifølge SDU og tilføjer, at potentialet dermed er enormt stort i forhold til at få flere til at cykle.
”Det er faktisk næsten 700.000 mennesker med potentiale for at cykle mere; enten på en almindelig cykel, eller på en elcykel.”
Hvordan kan vi så få flere til at cykle
Rigtig mange vil få stor nytte af at cykle. Der er det økonomiske aspekt – men også de store gevinster mennesker får rent sundhedsmæssigt.
Ser vi på det store billede, så er klimagevinsten også stor.
Men de gode argumenter er desværre ikke nødvendigvis nok til at få flere på cyklen til og fra arbejde, fortæller Jasper Schipperijn.
”Vi tror på, at det starter med at finde frem til de mennesker, eller steder, hvor der er et potentiale for cykelfremme.”
”Hvad der så konkret skal til for at skabe adfærdsændringer på disse steder, eller for disse personer, vil være forskelligt fra sted til sted. Nogle steder skal der måske en ny eller bedre cykelsti til.”
Når du ikke har mere end op til fem kilometer på arbejde, vil de fleste kunne klare cyklen. Har du op til 15 kilometer, vil de fleste kunne klare sig på en elcykel ligeledes.
”Sundheds- og klimagevinsten ved at få alle med cykelpotentiale til at udnytte det til fulde er enorm,” pointerer Jasper Schipperijn endnu en gang.
Du kan læse mere om forskningen på SDU's hjemmeside HER.